Her er vækstplanen

Lavere selskabsskat og lavere energiafgifter indgår i vækstplan - se indholdet af planen her

Regeringen er enig med Venstre, Liberal Alliance og De Konservative om anden del af vækstplan. Her lars Barfoed, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager efter forhandlingerne onsdag aften 24. april 2013 (Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix 2013).

Regeringen er enig med Venstre, Liberal Alliance og De Konservative om anden del af vækstplan. Her lars Barfoed, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager efter forhandlingerne onsdag aften 24. april 2013 (Foto: Martin Sylvest Andersen/Scanpix 2013).

KØBENHVAN:Så lykkedes det. Efter godt og vel syv ugers forhandlinger kom finansminister Bjarne Corydon (S) endelig overens med Lars Løkke Rasmussen (V), Anders Samuelsen (LA) og Lars Barfoed (K) om anden og sidste del af vækstplanen.

Aftalen betyder, at selskabsskatten sættes ned. Det bliver betalt af en lavere vækst i det offentlige forbrug i de kommende år.

- Vi er enige om en stor aftale til 75 milliarder kroner, som sikrer flere tusind arbejdspladser, siger finansminister Bjarne Corydon.

Aftalen kommer, efter at parterne sammen med Dansk Folkeparti blev enige om første del af vækstplanen, hvor 17 milliarder kroner blev brugt på blandt andet boligjobordning og billigere og øl og sodavand.

Skridt i den rigtige retning

Lars Løkke Rasmussen siger:

- Nu står der et samlet resultat tilbage, hvor regeringen tager et betydeligt skridt i den rigtige retning. Selskabsskatten sættes ned, og vi har fået reformer af SU og kontanthjælp, siger Lars Løkke Rasmussen.

Bjarne Corydon lægger vægt på, at der bliver brugt 15 milliarder kroner mere i offentlige investeringer frem mod 2020.

Der er færre udgifter for produktionsvirksomhederne på el og affald. Og en selskabsskattelettelse, der ikke omfatter den finansielle sektor og olievirksomhederne i Nordsøen.

Her er hovedindholdet

- Lavere afgifter på energi. Reduktion af virksomhedernes afgifter på energi gennem blandt andet en afskaffelse af energispareafgiften (CO2-afgift på el), tilskudspulje til el-intensive virksomheder, yderligere tilskud til industriel kraftvarme og lempelser vedrørende overskudsvarme og brændsel til proces.

- Bedre adgang til finansiering. Bedre adgang til finansiering og likviditet for virksomhederne gennem blandt andet forlængelse af momskredittiden for virksomheder, vækstlån til iværksættere, små vækstkautioner, erhvervsobligationer og mulighed for nye EKF-eksportgarantier.

- Lavere selskabsskat. Gradvis reduktion af selskabsskatten og skattesatsen i virksomhedsskatteordningen fra de nuværende 25 procent til 22 procent i 2016.

- Konkrete lempelser. Konkrete lempelser for særligt små og mellemstore virksomheder gennem blandt andet indførelse af fradrag for selvstændiges syge- og arbejdsskadeforsikring.

- Flere investeringer. Forøgelse af det planlagte niveau for offentlige investeringer samt en målrettet indsats for øgede investeringer i renovering af almene boliger og energirenovering af statslige bygninger.

- Vækst- og eksportfremme med videre. Styrket indsats for vækst-, eksport- og investeringsfremme samt tiltrækning af højkvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

- Ramme til lempelser for erhvervslivet. Ramme afsættes i perioden 2017 til 2020 til yderligere målrettede forbedringer af rammevilkårene for dansk erhvervsliv.

Kilde: Finansministeriet

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.