Her er vandet altid varmt

Kattegat Strand Camping afbøder følgerne af det svingende sommervejr med ny, opvarmet swimmingpool

I børnebassinet er der en kæmpe paddehat, hvor der kan leges med vand.Privatfoto

I børnebassinet er der en kæmpe paddehat, hvor der kan leges med vand.Privatfoto

Sommervejret får ikke ligefrem havtemperaturen til at koge i øjeblikket, men på Kattegat Strand Camping ved Øster Hurup har man nu svaret på det problem. Her har man netop taget en ny, opvarmet swimmingpool i brug, og dermed afbødes følgerne af det svingende sommervejr i nogen grad. Den nye swimmingpool har været undervejs i nogle år, for er det nu så vigtigt med en pool, når man har direkte adgang til børnevenlig sandstrand direkte fra campingpladsen? Det spørgsmål har ejeren Jørgen Pedersen på campingpladsen stillet sig selv i lang tid, og svaret er Ja. - Vi har foretaget en del undersøgelser, der viser, at en swimmingpool er et trækplaster, og danske børnefamilier vælger primært campingpladser med adgang til badning. Vi troede i lang tid stranden var nok, men det er det ikke, siger Jørgen Pedersen. Den nye pool er opvarmet til 26 grader så uanset, hvordan den danske sommer arter sig, så er vandet varmt og så er der samtidigt udsigt til Kattegat.