EMNER

Her er verdens rigeste mennesker

Seks danskere er på magasinet Forbes´ liste over 1426 dollar-milliardærer - se hvor store formuerne er

Lars Larsen har optjent en formue på 21,2 milliarder kroner i Jysk. Foto: Scanpix

Lars Larsen har optjent en formue på 21,2 milliarder kroner i Jysk. Foto: Scanpix

DANMARK:Seks danskere har sneget sig ind på listen over verdens dollarmilliardærer. Danskerne ligger dog langt fra toppen, for deres formuer kan slet ikke hamle op med verdens rigeste mennesker.

Verdens rigeste mand er stadig mexicanske Carlos Slim Helu, der har en formue på 73 milliarder dollar. Det svarer til 418 milliarder danske kroner.

Andenpladsen indtages af Microsofts stifter Bill Gates. Hans formue har sneget sig op på 67 milliarder dollar, eller hvad der svarer til 384 milliarder kroner.

Amancio Ortega er ny på tredjepladsen. Han ejer den spanske modetøjs-kæde Zara og har oparbejdet en formue på 326 milliarder kroner.

Storinvestor ude af top 3

Med 306 milliarder kroner er den amerikanske storinvestor Warren Buffet blevet smidt ud af top tre, hvor han ellers har ligget som fast inventar i mange år.

Og 68-årige Larry Ellison får med sine 246 milliarder kroner en femteplads på listen over verden dollarmilliardærer.

Danskerne findes en del længere nede af listen.

Lego-arving i top

Kjeld Kirk Kristiansen er den rigeste dansker. Han er Lego-arving og god for 41,9 milliarder kroner. Som den højstplacerede dansker findes han på listens 158. plads.

På plads nummer 363 følger Lars Larsen, som med sit dyne-imperium har oparbejdet en formue på 21,2 milliarder kroner.

Bestseller-koncernens ejer Anders Holch Povlsen står på listens 589. plads med sin formue på 14,3 milliarder kroner.

Den fjerderigeste er Niels Peter Louis-Hansen, der er næstformand i Coloplast. Med sine 13,8 milliarder kroner har han fået en placering som nummer 613 i verden.

Rig ejer af Ecco

Danmarks eneste kvindelige repræsentant er Hanni Toosbuy Kasprzak, ejer og formand for sko-giganten Ecco. Hun indfinder sig på en 974. plads og 8,6 milliarder danske kroner.

Bent Jensen er ny på listen og Danmarks sidste repræsentant. Han er ejer af virksomheden Linak, og hans formue lyder på 6,3 milliarder kroner. Det gør ham til den 1268. rigeste mand i verden.

Danmark ligger med sine seks placeringer lige med Norge, som også kan prale af seks dollarmilliardærer. Begge lande overhales dog af Sveriges 14 repræsentanter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.