Her er vinderne og taberne ved det grønlandske valg

Her er vinderne og taberne ved det grønlandske valg

De grønlandske vælgere har atter gjort socialdemokratiske Siumut til Grønlands største parti, mens landstyreformand Kuupik Kleists parti, det venstreorienterede IA, er gået mærkbart tilbage.

Der er seks partier i Landstinget, Inatsisartut.

30.136 ud af 40.588 stemmeberettigede stemte ved valget. Hermed en oversigt over valgresultatet - tal i parentes angiver fremgang eller tilbagegang i forhold til seneste landstingsvalg i 2009:

* Siumut (Fremad): Fik kanonvalg med 12.910 stemmer. Det svarer til 42,8 procent (+16,3).

Partiet er stiftet i 1977 og kan sammenlignes med Socialdemokratiet. Partiet har - siden hjemmestyret blev indført - og frem til 2009 haft landsstyreformandsposten.

Aleqa Hammond er formand og fik 6818 personlige stemmer. Hun kan blive Grønlands første kvindelige landsstyreformand.

* Inuit Ataqatigiit (Folkefællesskabet) - også kendt som IA - fik 10.374 stemmer. Det svarer til 34,4 procent (-9,3).

Kan sammenlignes med SF, og partiet udgør den yderste venstrefløj i grønlandsk politik.

Det arbejder for grønlændernes krav om anerkendelse som et selvstændigt folk med ret til eget land. Formand er landsstyreformand Kuupik Vandersee Kleist.

* Atassut (Samhørighed) fik 2454 stemmer, der svarer til 8,1 procent (-2,7).

Partiet er stiftet i 1978 og kan sammenlignes med Venstre. Partiet mener, at samhørigheden med Danmark tjener den grønlandske befolkning bedst. Formand er Gerhardt Petersen.

* Partii Inuit (Menneskenes parti) fik 1930 stemmer, der svarer til 6,4 procent (+6,4).

Det nyetablerede protestparti er stiftet i januar 2013 af Nikku Olsen, der er udbryder fra IA. Han mener, at de eksisterende partier er for danske. Han ønsker mindre dansk indflydelse, og at grønlandsk skal være det eneste officielle sprog.

* Kalaallit Nunaani Demokraatit (Demokraterne) fik 1870 stemmer, og det svarer til 6,2 procent (-6,5).

Demokraterne er et socialliberalt parti, der er stiftet i 2002. Formand er Jens B. Frederiksen.

* Kattusseqatigiit Partiiat (Kandidatforbundet) fik 326 stemmer, hvilket svarer til 1,1 procent (-2,7).

Partiet beskrives som et centrumhøjreparti, der er officielt stiftet i 2005. Partiets formand er Anthon Frederiksen, der siden 2009 har været Grønlands indenrigsminister.

(Kilde: Grønlands selvstyre)

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst