Hobro

Her får du noget for pengene

Hobro Erhvervsråd sætter turbo på i forbindelse med martkedsføringen

HOBRO:Tiden med halm i træskoene og et slogan som "Haa do wot i Hobrow?" matcher ikke helt et moderne industrielt samfund med massevis af turbo på. Der skal sendes et anderledes signal, og i Hobro Erhvervsråd er man nået frem til, at et slogan som "Hobro - byen hvor du får noget for pengene" passer som en fod i en udtrådt træsko til det, Hobro står for i dag. Derfor vil en forestående salgskampagne for byen blive bygget op over dette slogan.. - Totalt arbejdes der nu med et budget til markedsføring på ca. 330.000 kr. årligt, og i år vil det blive synligt i form af streamers, bannere, busreklamer, tv-spots m.v., fortalte formanden for Hobro Erhvervsråd, direktør Jesper Strand, Hobro, på generalforsamlingen på Hobro Theater i aftes. Han lagde heller ikke skjul på en vis stolthed over, at websitet www.Hobro.com er bygget op over det verdenskendte bysbarn, racerkører Tom Kristensen, som på websitet tager alle med på en rundtur i Hobro. Formandsberetningen var en bekræftelse på, at der har været forrygende travlt i erhvervsrådets regi i det forløbne år. På de indre linjer har man skiftet erhvervschef, så det nu er Chr. Janner Olesen, der skal sælge Hobro som erhvervsby. Kontoret er efterfølgende blevet flyttet fra havnen til Cemtec på Majsmarken. Udviklingsmæssigt har der også været drøn på. Tælles det hele med, har omkring 30 nye virksomheder, iværksættere m.v. etableret sig i Hobro i det forgangne år. Nye bygninger er skudt op, mest markant Skandek, administrationsbygning for DS Gruppen samt Cemtec. Jesper Strand slog fast, at der i Hobro er alle betingelser for et godt vækstklima, og fremadrettet tilbød han på vegne af erhvervsrådet at hjælpe både iværksættere og eksisterende virksomheder med at løse konkrete problemstillinger i form af udviklingstilbud og forskellige mødeaktivitet. - Vi skal være på stikkerne, og evnen til at samarbejde såvel lokalt som regionalt bliver helt klart et succeskriterie for en fortsat udvikling, fastslog erhvervsrådsformanden. Erhvervschef Christian Janner Olesen gennemgik rådets regnskab. Indtægterne har i det forløbne år rundet lige godt en million fordelt med et kommunalt tilskud på 735.000 kr. og 325.000 kr. betalt af medlemmerne. Årets overskud blev på 38.686 kr., og erhvervsrådet har nu en egenkapital på 84.000 kr.