Her flyttes grænsebomme

"Invasion!"

Mads Rømer Brolin-Tani er forestillingens leder, moderator, manipulator i "Invasion!" på Transformator - og Abas Khalaf er den "arabiske gæstespiller", der bliver centrum på flere måder, end nogen bryder sig om. Foto: Michael Koch
Teater 22. september 2011 06:00

Der er helt sikkert hentet inspiration fra det berømte tortur-eksperiment, hvor vi alle viser os at være bødler - villige, så længe en autoritet beder os gøre det, være det. Og sådan er det her: Den store, danske mand i underbukser snakker os op, involverer os, giver os alibi, får os med. Han styrer forestillingen, så vi følger ham. Vi ved jo, det er teater, vi vil jo ikke ødelægge legen, vi står på - er med - mobber - slår. Men det er meta-meta - for vi ved jo godt, at vi har lov at protestere, at det er interaktivt teater, at vi faktisk forventes at gøre, hvad hjertet byder os. Men vi gør det ikke, for vi er jo publikum, vi accepterer fiktionen - scene-konceptet - tager del som medlevende publikum, går med på spillet - og opdager, nogle måske for sent - at spillet netop også handler om, hvor langt det kan få os til at gå, før vi siger stop. Før vi holder op med at grine ad den fremmede. Er det ikke bare bekvemt at gå ind i rollen som bigot dansker? Føles det pinligt at sige nej? En tilståelse - i en pudekampsmobning af "araben" havde jeg truffet beslutningen at jeg ikke ville være med, så jeg kastede ikke puder på ham, som mange andre gjorde - og endnu andre gjorde det ikke. I stedet kastede jeg, underligt kraftesløst et par puder på de mobbende skuespillere i stedet for på den mobbede. Det var så langt protesten kom - uden kraft, uden at rejse mig, uden at gribe ægte ind. En følelse af svaghed - og så den dulmende undskyldning: Jeg er jo publikum, det er jo teater, jeg er endda anmelder, jeg skal jo bare observere ... Men rent faktisk slog de ham meget hårdt med deres puder, voldsomt og længe og meget tydeligt ubehageligt. Det starter så tilforladeligt. De er jo unge, skægge, morsomme, når de - kærnedanske som de er - giver den hele armen som indvandrerdrenge med håndtegn og det dér særlige sprog. Her er det tilladt at grine, når der bliver lavet sjov med dem og deres specielle danske, deres fagter, begreber, holdninger, konventioner. Vi holder endda med dem - men langsomt skrider det, og lagene i stykket forskubber sig. Latter størkner, smil stivner, eftertanke indfinder sig - men så får moderatorens håndtag et vrid mere, en befriende pointe mere fyres af - vi kan grine igen ... og vi skifter gear igen. Det ender med en chokerende slutning, man ikke kan forestille sig. Man sidder med en hulhed i sjælen, et grin vibrerende i mundvigen - en klar følelse af, at humoren er så sort, at selv de sorteste indvandrere kan gemme sig i den. Vi ved, at vi sidder i en grænseoverskridende grov situation - drevet derhen med dygtig, ryggesløs manipulation - og alligevel sidder vi dér, protestløse, stumme, stille som hypnotiserede høns - og ser den grove tryning af indvandreren blive stødt helt i bund. Med os som redskab og viljeløs hob. Vores eneste protest blev, at vi ikke klappede. At vi sad stive og stumme og lod spillerne gå ud, til den sidste var væk - i en hørm af ristede pølser, gudhjælpemig, nogle med pølsefedt på fingrene - på samme tid usikre og bekræftede: Vi er jo de gode, de politisk korrekte, de åbne, liberale, fordomsfrie - men hvordan går det så til, at alt dette netop har kunnet ske med os til stede i rummet. Vi er jo de fleste, hvordan gik det til at vi stod på - eller i det mindste at vi ikke sagde fra? Det er intelligent, dygtigt, skarpt og overraskende nærgående teater. En malstrøm af påvirkninger og forvirrende følelser. Udfordret det ene øjeblik, i ro det næste. Fra latter til pinlighed, fra nyfigenhed til vigende blik, En forestilling, der i høj grad involverer publikum, også selv om vi er i stand til at afvise involveringen. Også selv om vi er fast besluttede på ikke at stå på. Vi er involveret alligevel. Om ikke som andet, så som vidner. Og den foruroligende følelse af, at her har vi været med til noget enestående. Vi er bare ikke helt sikre på, hvad det er. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk Jonas Hassen Khemiri: "Invasion!" Instruktør: Therese Willsted Scenograf: Jonas Fly Filbert Medvirkende: Mads Rømer Brolin-Tani, Andreas Jebro, Simon Stenspil, Helle Rossing og Abas Khalaf. Aalborg Teaters Transformator Scene. Danmarkspremiere tirsdag aften. Spiller til 21. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...