EMNER

Her har I os tilbage

@$:Guf på Gaflen-serien er netop gået ind i sin tredje sæson. Med dagens anmeldelse af Gråanden når vi op på 100 anmeldte restauranter. Gråanden bliver også markeringen af, at vi nu vender tilbage til spisesteder, vi tidligere har besøgt. Det gør vi først og fremmest på de steder, der har skiftet køkkenchef eller koncept. Men vi kan også finde på at genanmelde spisesteder, hvor køkkenchef og menukort er det samme, men hvor vi vil teste, om niveauet har ændret sig eller restauranten har udviklet sig på et par år. Hvis vi slår en streg under de 99 restauranter vi forløbig har besøgt, har vi uddelt 320 stjerner i starten - gafler senere. Det giver et gennemsnit på lidt over tre gafler. To gange har vi uddelt seks gafler, Brøndums Hotel i Skagen var den ene, Gråanden den anden. 15 gange er der tildelt fem stjerner, 22 steder har fået fire, 30 steder tre, 27 har fået to, og heldigvis har det kun været nødvendigt at uddele en enkelt gaffel tre gange. I takt med at vores sammenligningsgrundlag er blevet større, har der været længere mellem topkaraktererne. Derudover skal man også holde sig for øje, at den gastronomiske verden udvikler sig hele tiden. Vi kikker også på, hvad der foregår på restauranterne i hovedstaden, hvor mange nordjyder fra tid til anden også spiser. Ikke fordi vi begynder at anmelde københavnske spisesteder, men mere for at holde øjne og ører åbne over for, hvad der foregår uden for Nordjylland. Bøf og pommes fritter kan derfor stadig have et stort publikum, men det er ikke en avanceret spise at tilberede, og derfor må man være klar over, at der skal lidt mere til for at få fire-fem gafler. God appetit og fortsat god fornøjelse med Guf på Gaflen.