Her kan du se EM-fodbold i 2016

To danske tv-kanaler har i samarbejde erhvervet sig rettighederne til EM-slutrunden i Frankrig

Landsholdets kampe til EM i Frankrig bliver vist på DR og TV 2. Foto: Scanpix
Sport 24. november 2014 10:28

HELE LANDET: Hvis Danmarks fodboldlandshold som forventet kvalificerer sig til EM i Frankrig i 2016, vil kampene med sikkerhed blive vist på landsdækkende fjernsyn.

DR og TV2 meddeler, at man i fællesskab har erhvervet sig rettighederne til kampene ved slutrunden, som man deler imellem sig.

- Vi er meget glade for at kunne give hele befolkningen mulighed for at følge slutrunden på public service-tv, siger DR’s mediedirektør, Gitte Rabøl.

Og fra TV2’s side er programdirektør Anne Engdal Stig Christensen også meget glad for den aftale, der er indgået.

- Fodboldrettighederne er - ligesom håndboldrettighederne - meget vigtige for både TV2 og for vores seere, og derfor er jeg meget glad for, at vi kan føje endnu en vigtig slutrunde til listen over store sportsbegivenheder, der kan ses på TV2, siger hun.

Rettighederne omfatter ikke blot tv-transmissionerne, men også radio, mobil, internet og on-demand-streaming.

DR og TV2 har i forvejen sikret sig rettighederne til fodbold-VM i 2018 og 2022. Og de to tv-stationer deler også rettighederne til VM i håndbold for både mænd og kvinder i 2015 og 2017.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...