Her kan EU hjælpe

AFSKEDIGEDE:Hver eneste dag kan man læse historier i de danske aviser om nye fyringsrunder. Krisen har ramt bredt, og rundt omkring i alt for mange danske hjem er en fyreseddel desværre ikke kun noget, der optræder i morgenavisen. Danish Crown har det seneste år fyret 2700 medarbejdere. Vestas har for nyligt måttet fyre over 1100 medarbejdere. Hvis det ikke får advarselslamperne til at lyse hos Regeringen, så ved jeg ikke, hvad der gør. I starten af maj vedtog vi i Europa-Parlamentet at revidere den eksisterende Globaliseringsfond, som EU oprettede tilbage i 2006. Efter vores revidering kan EU’s Globaliseringsfond yde hjælp, hvis en virksomhed fyrer over 500 medarbejdere – førhen skulle der 1000 fyringer til. Og det er de fyrede medarbejdere, som får en håndsrækning med midlerne – ikke virksomheden. Hvis en medarbejder eksempelvis bliver fyret efter 25 års tro tjeneste, er det højst sandsynlig mange år siden han eller hun har søgt nyt job. Det er vigtigt, at personer i sådan en situation får den fornødne hjælp for eksempel med hjælp til at skrive en ansøgning, tilbud om efteruddannelse eller kurser. Her kan Globaliseringsfonden hjælpe. Jeg er optimist, men også realist. Jeg er bekymret over den måde den danske regering takler krisen. Først og fremmest er der brug for investeringer, det er regeringen ikke interesseret i. Dernæst er der brug for en hurtig indsats, så vi kan få fyrede hurtigt i arbejde eller i gang med en videreuddannelse. Det kan Globaliseringsfonden hjælpe os med, men kun hvis Regeringen kommer i omdrejninger, og anerkender, at krisen ikke løses med skattelettelser alene.