- Her kan man cykle i den friske luft

Grete Mill
Louise Reetz Sørensen: Jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Derfor vil jeg være selvstændig. Foto Claus Søndberg
EMNER 20. september 2006 06:00

HUNE: - Det er fedt at være hjemme igen til alt det lokale. Den 25-årige Louise Reetz Sørensen, Pandrup, har fundet ud af, at tilværelsen i hovedstaden ikke altid er så fantastisk, som den forekom, da hun drog af sted for to år siden. - Tempoet er hele tiden på 110 km/t. Her kan man bare cykle en tur i den friske luft. Det troede jeg ikke, jeg ville savne. Jeg savnede også min familie, min mor, far og mine to brødre. Men jeg har ikke fortrudt, at jeg prøvede at bo i København, fortæller hun. Louise Reetz Sørensen er uddannet frisør hos Frisørhuset i Pandrup. Og i de to år, hun boede i hovedstaden, solgte hun hårprodukter på hele Sjælland på frisørsaloner. Hun underviste også i, hvordan kollegerne kan sætte løst hår på kunderne. Det vil hun også tilbyde sine kunder, når hun 29. september kaster sig ud i at blive selvstændig med forretningen Reetz Hair på loftet i sin fasters Butik Lykke i Hune. - Det er ægte asiatisk og kinesisk hår, jeg bruger. En fuld påsætning, som det hedder, koster op til 5.000 kr. Den holder i tre måneder. Så skal det laves om, men håret genbruges, fortæller hun. Hun siger også, at hun vil indrette sin salon med de bedste ideer, som hun har set på Sjælland. - Den skal være eksklusiv. Jeg vil gøre noget ekstra for kunderne. Derfor har jeg valgt massagestole. Jeg vil også gøre meget ud af at rådgive kunderne og som en god optakt til weekenden vil jeg fredag og lørdag tilbyde et glas vin og peanuts og ikke kun kaffe. Lørdag morgen skal være mændenes. De får morgenmad og mandeblade, mens jeg klipper dem, og de er færdige så tidligt, at de kan tage rundstykker med hjem til familien. Blommefarvet modehår Endnu mangler hendes salon en del håndværkertimer. - Men den skal være færdig til den 29., for da har Butik Lykke og jeg modeshow i Hune Forsamlingshus og bagefter viser vi butikkerne frem. Louise Reetz Sørensen siger, at blandt hendes håroverraskelser er hår i efterårets nye farver. - Det er mørk blomme og petroleumsblå, der passer til tøjet. Det lyder måske mærkeligt, men det er flot som effekt, tilføjer hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...