Her kan man røre rundt i virkelighedens syrebad

AALBORG: Virkelighedens syrebad, potensen og kærligheden, dansk ekspeditionshistorie, kompromisløshed, globalisme, rock, skitzofreni og påske. Alt sammen hentet ud af menneskelivets facetter - og emner til debat og eftertanke i det program, som Studenterpræsen og Co. har gang i i dette semester. Vil man være med, er der to ting at huske på på tirsdag - ud over, at den er skuddag: at Troels Kløvedal inviterer på ekspedition dybt ind i Kina, og at man skal melde sig til fællesspisning til arrangementet dagen efter - film om eftermiddagen og senere foredrag med Nils Malmros om hans film, At kende sandheden, og det emne, som udspringer af portrættet af instruktørens far, perfektionisme, kompromisløshed og trangen til at kende sandheden. Ugen efter, første onsdag i marts, tager studenterpræst i København, Hans Anker Jørgensen, afsæt i Søren Ulrik Thomsens "Det værste og det bedste", Triers "Dogville" og Grosbøll-sagen for at drøfte, hvilket gudsbillede, der kan holde til, hvad arrangørerne kalder: virkelighedens syrebad. Forinden er der både fællesspisning og temagudstjeneste i domkirken om Kærlighedens Almagt. Hvorfor egentlig Tolkiens univers og kampen mod det onde og det gode fascinerer så mange, giver lektor Peter Hjorth Bjerring et bud på den følgende onsdag, inden tre planlagte gudstjenester med vidt forskellige udtryk byder sig til i rap: højmesse med søndag eftermiddags foredrag med tv-journalisten Paula Larrain om hendes bog, "I morgen skal vi hjem", musikgudstjeneste sidste onsdag i marts med titlen Lord of the dance med bl.a. musikstuderende som medvirkende og påskens tema som den røde tråd, og endelig højmesse med studenterpræst Christian Staghøj Sinding i domkirken anden påskedag. Forårets sidste særlige kirke-tilbud finder sted fredag 23. april og er en rockgudstjeneste i Budolfi med løfte om, at alle sanser udfordres af lyd, lys, musik, dans og billeder, og endelig byder dette semesterprogram på debat om emnet globalisering og globalisme, at udjævne grænser og forskelle i tilværelsen, og foredrag og debat om at leve med en psykisk sygdom. Den 21-årige Tina Jensen fortæller om at leve med skitzofreni. Titlen på hendes oplæg hedder Mod på livet. -trix.