Her kommer Heldagsskolen

To kommunale institutioner flytter til nye lokaler

FREDERIKSHAVN:Torsdag var der rejsegilde og om 14 dage rykker elever og lærere ind i de nye lokaler. Det går hurtigt med at rejse Heldagsskolens nye hus på Suensonsvej. Heldagsskolen, der er en kommunal skoleform for børn fra 0.-7. klasse, der på grund af adfærds-, kontakt- og trivselsproblemer ikke fungerer hensigtsmæssigt i folkeskolens almindelige undervisning, har de seneste år lejet sig ind i den tidligere flygtningelandsby vest for Frederikshavn, men flytter nu til egne lokaler. Skolen kommer til at ligge i den vestlige ende af Munkebakkeskolens sportsplads, men får egen indkørsel fra Suensonsvej. Heldagsskolen vil fortsat være en selvstændig institution, men skal dele faglokaler og idrætsfaciliteter med Munkebakkeskolen. Samtidig med flytningen opnormeres skolen fra 16 til 20 elever. Børnehaven Øster Dahl For Børnehaven Vestenvinden er det også flyttedag. Vestenvinden, der ligesom Heldagsskolen har til huse i flygtningelandsbyen, flytter i næste uge til en helt ny børnehave på gården Øster Dahl. Gården er netop blevet bygget om og den nye institution får navnet Børnehaven Øster Dahl.