EMNER

Her pakker man ikke sine egne gaver op

I julen er de indsatte lidt mere stille end normalt i arresten - og det er ikke kun fordi, man ikke må snakke med juleknas, and eller risalamande i munden.

Jørgen Sørensen, arrestforvarer i Hjørring - regner med, at arresten er helt booket op julen over. Arkivfoto: Peter Broen

Jørgen Sørensen, arrestforvarer i Hjørring - regner med, at arresten er helt booket op julen over. Arkivfoto: Peter Broen

"Ung mand fængslet i fire uger". Sådan lyder overskrifterne jævnligt på små og større historier i medierne, og også i december begås der kriminalitet af forskellig karakter - derfor skal en del mennesker holde jul i en arrest, fordi de er blevet varetægtsfængslede. I Hjørring Arrest er det helt booket op i øjeblikket; de 23 pladser i arresten er næsten udelukkende varetægts-arrestanter, og selv om nogle af dem skal have behandlet deres fængslinger igen lige op til jul, så regner arrestforvarer Jørgen Sørensen med, at der er fuldt hus i arresten julen over. - Der er en speciel stemning juleaften. De indsatte er meget stille, og de sidder nok og tænker lidt ekstra over deres situation, siger han. Selskab i cellen Fængslede i arresten kommer dog også til at mærke, at det er jul. Der bliver serveret and juleaften i en opvarmet frostbakke, og så vanker der også risalamande efterfølgende - dog uden mandelgave. Maden er i øvrigt tilberedt af andre indespærrede, da julemenuen kommer fra produktionskøkkenet i Statsfængslet ved Sdr. Omme. Da der ikke rigtig er fællesarealer i arresten, så spises maden i cellerne. - Men man må godt sidde i en celle og spise med en anden, hvis man har lyst. I julen er der i øvrigt også lidt ekstra slik, oplyser arrestforvareren. Med and og ingen flæskesteg på menuen, er maden også lige til at gå til, hvis man er muslim - og apropos tro og religion: - Den 24. om formiddagen kommer der en præst og holder gudstjeneste. Omkring halvdelen plejer at forlade deres celler og overværer den på gangen - vi oplever også, at indsatte, som er muslimer, gerne vil overvære gudstjenesten, siger Jørgen Sørensen. Den store programpakke Juleaftensdag kan man ikke modtage besøg i arresten. Det er der i stedet for mulighed for 1. og 2. juledag. Mna kan også komme på besøg op til jul, hvor der kan gives julegaver. - Men de får ikke lov til at åbne pakkerne selv. Det gør vi for dem. Nogle gange kan de få en gave, som de ikke må få med ind i cellen. Så får familien gaven med hjem igen, siger arrestforvareren. De logerende i Hotel Gitterly har den store programpakke til deres fjernsyn, men mon ikke man alligevel fra en enkelt celle eller to vil kunne høre lydsporet til Disneys Juleshow lørdag eftermiddag 24. december ...?