Her skal der bores efter gas i Vendsyssel

En mark lidt vest for Dybvad kan blive centrum for gasudvinding

Foto: Kurt Bering <i>Kurt Bering</i>

Foto: Kurt Bering Kurt Bering

DYBVAD:Stedet for den første prøveboring efter skifergas i Vendsyssel er valgt: en mark to kilometer vest for Dybvad, i kanten af Jyske Ås.

Konsortiet bag prøveboringen, det franske energiselskab Total E&P og den danske stats olie- og gasselskab Nordsøfonden, forventer at sætte boret i jorden i slutningen af året.

Konsortiet har en seks-årig udvindingslicens i Nordjylland.

Aftale med landmand

Aftalen med markens ejer, landmand Kristian Søndergaard Jensen, Ovnstrupvej 6, Brønden, (billedet) er på plads, mens konsortiet stadig afventer de sidste konkrete tilladelser i henhold til blandt andet planloven, undergrundsloven og naturbeskyttelsesloven.

De geologiske lag af alunskifer, der måske indeholder gas, ligger i tre-fire kilometers dybde.

Går det så godt som selskabet håber, kan der være reserver svarende til flere gange Nordsøens, men det er langt fra givet.

Først om otte år

Om det er tilfældet, skal efterforskningsboringen være med til at afgøre. En egentlig udvinding forventes i givet fald at finde sted fra 2020.

Borepladsen kræver et arbejdsområde på ca. 100 gange 100 meter plus de nødvendige tilkørselsveje for tung kørsel. Ca. 50 fagfolk plus en halv snes lokale håndværkere vil være beskæftiget, og konsortiet er i gang med at indgå kontrakter.

29. august holder selskabet sammen med blandt andet Frederikshavns Kommune orienteringsmøde på Dybvad Kro.

- Så burde alle interesserede kunne få svar på deres spørgsmål i god tid. Det er en vigtig prioritet for os, at naboerne føler sig trygge ved projektet, siger den danske projektleder Henrik Nicolajsen.

Tillid til myndighederne

Teknologien til udvinding af gas fra skifer, kalder hydraulisk frakturering, er kontroversiel på grund mulig miljørisiko.

Markens ejer er dog ikke betænkelig ved projektet.

- Jeg har tillid til, at vi har gode myndigheder, siger Kristian Søndergaard Jensen.

I fjernsynet har han set, hvordan gasfund i Amerika kan gøre jordens ejere rige. Sådan er det ikke i Danmark.

- Her tilhører undergrundens ressourcer staten. Jeg får leje af jorden efter en fast takst samt erstatning for afgrødetab, oplyser han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.