Hobro

Her skal ikke flages

HOBRO:Farverige reklameflag får ikke lov at blafre i vinden over Aalborgvej. Et flertal i teknisk udvalg afviser en ansøgning fra dækfirmaet Euromaster. Virksomheden ønsker at rejse tre flagstænger på hver 10 meter. - Det er meget højt. Desuden mener vi ikke, der er behov for mere skiltning ved firmaet, som tydeligt kan ses fra Aalborgvej, påpeger udvalgsformand Preben Christensen (S). Han taler på flertallets vegne, mens Preben Jensen(K) var i opposition og stemt for at give dækfirmaet lov til at flage. Når Euromaster i det hele taget spørger om lov, skyldes det, at al skiltning på bygninger i erhvervsområdet ved Aalborgvej ifølge lokalplanen kræver kommunens tilladelse. Den paragraf havde firmaet, der tidligere hed Hjulcentret, overset, da man ved indflytningen for to år siden opsatte en iøjnefaldende ramme af reklameskilte omkring bygningen. Politikerne var ikke begejstrede, men firmaet slap dog i sidste ende for at pille skiltene ned.