Her skal man være ædru og clean

Lokalpolitiker Peter Sørensen fik et godt indtryk af Værestedet Friheden, da han i går var i praktik som frivillig

Ida Smith
Byrådspolitiker Peter Sørensen, der af profession er køkkenchef, gik i gang med at smøre madder til nogle af brugerne i Værestedet Friheden, da han i går var i praktik som frivillig på stedet.
Socialforhold 1. oktober 2011 00:30

- Det er meget positivt at opleve, at der er mennesker, der kommer videre med deres liv, konstaterede byrådsmedlem Peter Sørensen, efter at han i går tilbragte det meste af dagen i praktik som frivillig i Værestedet Friheden på Munkevej i Thisted. I anledning af, at fredag 30. september var udråbt til national frivillighedsdag, havde alle de fem medlemmer af Thisted Kommunes social- og sundhedsudvalg sagt ja til at komme i praktik i et af de sociale tilbud, hvor man er stærkt afhængig af de frivilliges indsats. Peter Sørensen (DF) havde ikke tidligere besøgt Værestedet Friheden, men fik et godt indtryk af den indsats, der bliver gjort der. Værestedet er et tilbud til tidligere misbrugere, som nu er kommet fri af misbruget og måske har brug for hjælp og støtte til at fastholde den beslutning. Der er åbent alle hverdage, og også torsdag aften, hvor der er fællesspisning. Hver dag til frokost er der tilbud om at købe smurte håndmadder til en overkommelig pris. - Hvis der er nogle, der har lyst til at lave aftensmad en anden dag, så sender man en sms rundt og spørger, om der er nogle, der vil spise med, og så køber man ind og laver mad. Åbningstiderne er ikke så faste. Hvis der er nogle til at holde åbent, behøver vi ikke lukke klokken 17, siger Steen Becker Pedersen, der på én gang både er bruger, bestyrelsesformand og frivillig. Grænsen mellem brugere og frivillige er i det hele taget lidt flydende, for mange er gode til at give en hånd med. Der er en enkelt ansat, nemlig den daglige leder Peter Kokholm Christensen. Han er overbevist om, at hvis ikke kommunen havde et tilbud som Værestedet Friheden, så ville der være mange flere misbrugere. Stedet har cirka 80 brugere, og der kommer i snit 15-20 stykker hver dag. En livline og ny familie Steen Becker Pedersen er enig: - Værestedet er en livline. Man bliver bekræftet i, at man er noget, også uden at tage stoffer og alkohol, siger han. Sigurkarl Einarsson, også kaldet Siggi, er en af dem, der kommer fast i Værestedet Friheden. - Hvis jeg ikke havde haft caféen her, så tror jeg ikke, at jeg havde været clean i dag, siger han og fortsætter: - Jeg er kommet her i ni måneder. Jeg kommer hver dag og får en kop kaffe og en snak. Det er godt at have Peter at snakke med, hvis der er noget, man trænger til at få vendt. Det er ligesom at have fået en helt ny familie. Det med at skabe et nyt netværk med ligesindede, der også har lagt deres misbrug bag sig, er en af værestedets vigtige opgaver. - Her bliver man respekteret for den, man er, understreger Steen Becker Pedersen. Samtidig hjælper de frivillige til, hvis en af brugerne for eksempel har problemer med udlejeren, eller efter mange års misbrug skal lære helt praktiske ting som madlavning og rengøring for igen at kunne klare sig selv. - Vi arbejder på at få et tættere samarbejde med Behandlerhuset Farverstræde, så nogle af dem, der er i fase 3 i deres afvænning, kommer over til os og hjælper til, så de også får lært at lave mad, gøre rent og starte en vaskemaskine, siger Peter Kokholm Christensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...