Her vil folk ikke væk fra igen

De fleste hænger fast, når de er flyttet til Håbets Allé

Byggeri 1. september 2003 06:00

FREDERIKSHAVN: Arne Magnusson, 68, har boet på Håbets Allé i mere end 20 år. Han overtog huset efter sine forældre, og de overtog det efter hans bedsteforældre. Tidligere boede der to generationer i huset, som dengang var på bare 44 kvadratmeter bebygget areal. Arnes forældre boede i stueetagen, bedstemoderen, der var enke, og en gammel moster boede oppe under de skrå vægge under taget. At samme familie har ejet et af de snart 100-årige huse i gaden er nok gaderekord. Men husene er eftertragtede. De fleste bliver boende. Det regner Arne Magnusson også at gøre. Så han er ved at lægge haven om. - Jeg bliver til, jeg skal bæres herfra, fastslår han. Der kæles for både haver og huse på Håbets Allé. Flere af husene er ført tilbage til en stil tæt på den oprindelige med blandt dannebrogsvinduer og cementtagsten. Behovet for ekstra plads er løst ved at udnytte den høje kælderetage eller med opfindsomme gevækster, kviste og tilbygninger - selv om husene er opført i en stil, hvor det ser ud til ikke at kunne lade sig gøre at bygge til. Når der en gang i mellem er et hus på Håbets Allé til salg, så er det som regel hurtigt omsat. Og prisniveauet afspejler bestemt ikke, at husene er tre gange så gamle som de boligforeningsblokke i Hånbækkvarteret, som er dømt til nedrivning eller total renovering. For Helle Christensen, der har boet i nummer i nummer 9 i 16 år, er det husenes beliggenhed tæt på midten af byen og alligevel i et roligt kvarter, der gør det attraktivt at bo på Håbets Alle. Og der er stille i gaden. Slitage på den private, grusbelagte vej mellem Markedsvej og Arenfeldtsgade er lig nul, for vejen er lukket for gennemkørsel og benyttes stort set kun af sine egne beboere. Der et godt og hyggeligt sammenhold i gaden, siger Helle Christensen. Hun mener, at de ensartede huse har været med til at fremme fælleskabet. Beboerne går op i at vedligeholde deres bevaringsværdige gade. Alléens små rønnebærtræer er resultatet af et fælles projekt. Beboerne hjulpet hinanden med at plante dem. - Fordi vi blev trætte af plantekummernes ligustre, fortælller Kate Nielsen i nummer 4. Hun har boet i gaden næsten lige så længe som Arne Magnusson. Hun lægger oftest stue til, når gaden skal træffe beslutninger i fællesskab. Nummer 4 er nemlig et af de huse, der er vokset, så der er pladstil mange omkring bordet. Men gadefesten, som er blevet en fast sommertradition, bliver alligevel holdt udenfor - i lejet telt. For selv om Byggeforeningen Håbet for længst er afgået ved en stille død, så har fællesskabet overlevet. På Håbets Allé.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...