- Her vil vi fange stjernerne

Fjerritslev Skoles nye indskolingsafdeling indviet i munter trængsel.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Femårige Laura Rødbro Madsen, yngste elev på Fjerritslev Skole, får æren af at klippe den røde snor sammen med borgmester Mogens Gade. foto: michael bygballe

Femårige Laura Rødbro Madsen var lidt betuttet, da hun i en tæt menneskemængde sammen med borgmester Mogens Gade mandag aften skulle klippe det røde bånd i Fjerritslev Skoles nye indskolingsafdeling. Men med fælles hjælp lykkedes det de to at få indviet det lyse og højloftede nybyggeri, som skoleleder Elo Nielsen roste for at være rigtig godt. - Her på skolen vil vi gerne fange stjernerne, og det kan vi her. Nu mangler vi bare, at de ældste elever får gode og tidssvarende lokaler, for det har de ikke. Mogens Gade tog tråden op i sin indvielsestale, da han konstaterede, at første etape af Fjerritslev Skoles renovering blev indviet i 1997, og nu anden etape 10 år senere. - Så skulle tredje etape komme i 2017, men jeg håber, det måske kan blive lidt før, sagde han. Han roste den moderne bygning, der blandt andet har interaktive tavler i alle klasserum. - Vi forfølger drømmene her i Jammerbugt Kommune, fastslog han. - Det passer godt med vores symbol fuglen. Den har fart på og luft under vingerne. Og så blev der ellers sunget luftige sange af de yngste elever selv. - Tænk, hvis jeg sad på månen, lød det højt og klart, mens hundredvis af forældre, elever og små søskende lyttede. Afsløring af et kunstværk manglede heller ikke. Alle elever i de yngste klasser har lavet et lille stykke glaskunst med et dyr til en fælles, fire meter lang Noahs Ark, og en elev fra hver klasse var med til at trække tildækningen ned. - Jorden er en kæmpekugle, lød den næste sang, inden det store menneskemylder bevægede sig ud i klasserummene for at tage alt det nye i øjesyn.