Hundelev

Herlig dag for de små elever

VRÅ: Alle børnehaveklasserne i Løkken-Vrå Kommune mødtes i går til fælles musikdag på Vrå Skole. Hele formiddagen blev der udfoldet livlig aktivitet og masser af livsglæde i det nye forskoleafsnit. Der blev sunget, spillet, danset og leget, så det var en fryd. De 135 børn fra Vrensted, Rakkeby, Hundelev, Løkken og Vrå blev delt op på kryds og tværs i fire grupper, der øvede sig på henholdsvis dans, sang, musik og leg, og til slut optrådte børnene for hinanden og alle deltog i en fællesdans. Ungerne havde en herlig dag, hvor de lærte en masse nye venner at kende, inden de efter frokost drog hver til sit igen. Samtidig fik de lejlighed til at se - og måske blive en smule misundelige over - de nye lokaler på forskolen i Vrå. Pædagogerne synes også det var en fin dag, og håber der bliver lejlighed til at gøre noget tilsvarende en anden god gang, måske med et andet emne - hvis økonomien tillader det. fyt