Herlige klicheer

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Viggo Mortensen er den følsomme, belæste, dannede og intelligente i makkerparret Virgil Cole og Everett Hitch.

Western. For 50-60 år siden alletiders allerbedste filmgenre. Men til sidst snublede den over alle klicheerne. Westernfilmen blev en parodi på parodien, dog uden at være morsom. Og siden har der været stille. Det er ikke mange westernfilm, der har premiere nu om dage. Det er vel heller ikke noget, vi har savnet. Nærmest tværtimod. Og så kommer der pludselig en western listende ind i biograferne her i vintermørket, og hvor er det herligt. “Appaloosa” er en vaskeægte western. Helt ned til den allersidste kliche. Men her elsker vi det. I starten af filmen rider Everett Hitch (Viggo Mortensen) ind i filmlærredet. Lynhurtigt får vi forklaret, at han er en rastløs sjæl på jagt efter noget større. Og i filmens slutscene rider han bort igen i solnedgangen. På jagt efter nye udfordringer, nye eventyr. Nyt liv. Og der er flere klicheer. Filmen handler også om et venskab større end noget kærlighedsforhold. Filmen handler om svig: At man ikke kan stole på de allernærmeste. Den handler også om skurke, der er så afstumpede, tumpede og rå, at man kun finder typen i cowboyfilm. Med andre ord: Alt er, som det skal være, for at fylde klicheen ud. Det kunne så også bære der hen, at “Appaloosa” er en rædselsfuld film. Men sådan er det ikke. For selv om filmen med stor pietetsfølelse overholder klicheerne til punkt og prikke, så er det også en særdeles fornem måde, hvorpå klicheerne er fyldt ud: Der er pragtfulde billeder lavet uden computer. Der er pragtfuldt skuespil. Der er en grundlæggende god historie. Ikke speciel overraskende, men særdeles velfortalt. Filmen handler om Everett Hitch og Virgil Cole (Ed Harris). De har redet sammen i 12 år. De er pistolmænd. De rejser fra by til by og slår sig ned som sherifpar. De har deres egne love med, og de skal overholdes. Og mens de er i byen, rydder de op i al det kriminelle pak, der hærger i nabolaget. De taler ikke meget sammen. De kender hinanden som et ældre ægtepar. Når de er i marken på en opgave fungerer de som en maskine. De er ekstremt effektive. Men så kommer de til lillebyen Appaloosa, og det bliver deres skæbne. De er kaldt til Appaloosa for at få skovlen under den lokale slyngel, Randall Bragg (Jeremy Irons). Men det er også i Appaloosa, at Virgil møder Allie French (Renée Zellweger), og det ændrer alt. I hvert fald falder Virgil for hende. Og det er der da også al mulig grund til: Hun en særdeles erotisk krævende kvinde, hun ser godt ud og - som Virgil siger om hende: “Hun er en fin kvinde. Hun vasker sig hver dag”. Og her har du sikkert, kære læser, regnet plottet ud: En mand på jagt efter en bandit er svag, hvis han samtidig er lun på en kvinde. Så er der et sted, hvor han kan rammes. Filmen er fortalt i et ganske langsomt tempo. Ofte er optakten til balladescenerne meget længere end selve actionscenen. Og det er også fedt, at de egentlige slagsmål er dæmpet så meget, for så bliver der tilsvarende bedre tid til at beskrive det, som er filmens hovedhistorie: Venskabet mellem to mænd, der vil gå gennem ild og vand for hinanden. Og som gør det. Men filmens allerstørste styrke er de fire hovedroller: Ed Harris er filmens helt (ikke hovedperson). Han får sat masser af facetter ind i sin ganske komplekse figur, og dermed rejser han rollen tårnhøjt over de sædvanlige klicheer. Han er en mand af ganske få ord, men når han bruger dem, forfalder han ofte til fremmedord, og så kommer han i vanskeligheder. Viggo Mortensen er makkeren og måske den egentlige hovedperson. Han er dannet, belæst og han har følelser i modsætning til de fleste andre i filmen. Derfor er han også lidt svagere end helten, som sagtens kan lukke sit føleri ude, når situationen for alvor spidser til. Han er også en klippe af ro. Han er selve filmens overblik. Og så er der Jeremy Irons. Filmens skurk. Hvor jeg dog elsker den rolle. Jeremy Irons har givet den som forfinet gentleman masser af gange. Hans sprog stinker langt væk af engelsk overklasse. Og her er han så pludselig bæstet over dem alle. En kynisk psykopat, der tillige er belæst og har et dannet sprog, der står i strid modstrid til rollen. Endelig er der Renée Zellweger, der spiller filmens femmes fatale. Sødmefyldt, erotisk, farlig, troløs og så pludselig igen trofast. Hele tiden i forandring. Og dermed også ekstremt farlig. Jo, det er disse fornemt skårne hovedroller, der løfter “Appaloosa” langt, langt op over sumpen og gør det til en herlig film. For samtidig med at filmen er en rendyrket hyldest til westerngenrens klicheer, så er den også fortalt så grundlæggende anderledes, at det er en stor fornøjelse. Og så er der jo alle billederne. I Guder, hvor er de smukke. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk “Appaloosa” Instr.: Ed Harris 1 time og 54 minutter, tilladt fra 11 år Danmarkspremiere.