Narkokriminalitet

Heroin koster staten 70 mio.

Skrappe sikkerhedskrav fordyrer ud-leveringen af lægeordineret heroin til 360 narkomaner

Der er flertal for at give danske narkomaner lægeordineret heroin - som her på en statsdrevet klinik i Schweiz. Arkivfoto

Der er flertal for at give danske narkomaner lægeordineret heroin - som her på en statsdrevet klinik i Schweiz. Arkivfoto

KØBENHAVN:Staten skal have den store tegnebog frem, når de første narkomaner stiller sig i kø til behandling med lægeordineret heroin. Beregninger fra Sundhedsministeriet viser, at det vil koste godt 70 millioner kroner om året at behandle de 360 stofmisbrugere, som skønnes at være egnede til ordningen. I Københavns Kommune siger socialoverlæge Peter Ege, at især prisen på heroin er dyrere end forventet. Dertil kommer store udgifter til sikkerheden, når narkomanerne to gange i døgnet møder for at injicere stoffet. Af frygt for tyveri og svindel anbefaler Rigspolitiet topsikrede institutioner, ligesom der stilles store sikkerhedskrav til de biler, der skal køre heroinen fra en centralt lager i Storkøbenhavn til udleveringsstederne i de fem kommuner, som har sagt ja til at medvirke. - Sikkerheden bliver en meget stor post og væsentlig større, end vi oprindelig havde regnet med. Dertil kommer store udgifter til personale, fordi vi skal holde åbent alle dage, også i weekender og på helligdage, siger Peter Ege. Københavns Kommune forsøger i øjeblikket at finde en egnet lokale, og hvis det går som planlagt, kan de første stofmisbrugere komme i behandlingen i slutningen af året. Årligt kommer heroinbehandlingen til at koste 200.000 kroner per narkoman i København, og det er 50.000 kroner mere end oprindelig beregnet. I de øvrige kommuner: Århus, Odense, Esbjerg og Glostrup, som har færre hårdt belastede misbrugere og dermed ikke samme "stordriftsfordele", bliver prisen 225.000 kroner. Til sammenligning koster det årligt omkring 40.000 kroner at behandle stofmisbrugere med metadon. Alligevel mener overlæge Thomas Fuglsang fra behandlingsinstitutionen KABS i København, at det nye tilbud er "pengene værd". Erfaringer fra udlandet viser, at livskvaliteten stiger, når stofmisbrugerne ikke længere skal begå kriminalitet eller prostituere sig for at skaffe penge til deres stof. - De får adgang til et sterilt stof i stedet for bakteriefyldt gadeheroin, og samtidig kontakt med sygeplejersker to gange i døgnet. Det vil give dem et bedre helbred, og når det sker, får de mere ud af de sociale tilbud, som vi har til dem, siger Thomas Fuglsang./ritzau/