Heroiske Celtic må overgive sig til tamme Barcelona

Celtic kæmpede forbilledligt mod overmagten med en mand i undertal, men måtte se sig slået 1-0 af Barcelona.

Heroiske Celtic må overgive sig til tamme Barcelona

Sidste år blev Celtic belønnet for en helteindsats mod mægtige Barcelona med en 2-1-sejr hjemme på Celtic Park.

Men i reprisen i dette års Champions League måtte skotterne se de spanske mestre løbe med en 1-0-sejr, selv om værterne havde fortjent det ene point takket være en flot fight.

Med en mand i undertal i den sidste halve time slap kræfterne op til sidst, og et kvarter før tid kunne Cesc Fabregas score kampens eneste mål.

Et noget ufortjent mål, for Barcelona spillede faktisk ikke særligt godt. Måske var det savnet af Lionel Messi, der gjorde angrebsspillet forkrampet, i hvert fald var der meget boldflytteri og alt for lidt farlighed fra spaniernes side.

Løsningen med Cesc Fabregas som central angriber virkede ikke optimal, og Neymar viste kun i glimt den klasse, han besidder.

Det var dog brasilianeren, der efter en times spil var i centrum, da Celtic-anfører Scott Brown blev vist ud.

Skotten sparkede i frustration til Neymar efter en tabt duel, og det kostede ham en tur i bruseren.

Herefter belejrede Barcelona hjemmeholdet, der kæmpede med næb og kløer for at holde 0-0 og i det mindste få et enkelt point ud af anstrengelserne.

Celtic var endda tæt på at bringe sig foran, da James Forrest tvang Barca-keeper Victor Valdés ud i fuld længde, og på det efterfølgende hjørnespark kunne Charlie Mulgrew have headet sit hold i front.

I stedet blev det altså Barcelona, der vandt uden på nogen måde at overbevise. Men om ikke andet fik catalonierne en lille smule oprejsning for sidste års nederlag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.