Herrefight udløste fortjente point

FIK hentede tre forløsende pinde mod formstærke Odense

Frederikshavn IK Odense IK 3-1 Ishockey, Isligaen FREDERIKSHAVN: Fredag aften slog Odense Hernings suveræne tophold med 5-1 på egen is og satte en tyk streg under, at de er formstærke og efter en downperiode i december har været en af det nye års bedste. Lige indtil FIK kom i vejen for fynboerne søndag eftermiddag i Iscenter Nord. - Det var en god sejr, for Odense er bestemt ikke noget dårligt hold, sagde en sveddryppende Lars Mølgaard efter sit comeback ovenpå en skadespause. Den elegante angriber manglede lidt i skarphed, men kompenserede for det med en enorm arbejdsindsats inspireret af sine holdkammerater, der også knoklede i rendyrket arbejdsraseri. Lars Mølgaard ville dog endnu ikke betragte sejren som den vigtigste og den definitive redningskrans om slutspilspladsen. - Vi skal stadig vinde nogle kampe. Hvis vi vinder de to næste kampe, så kan vi begynde at snakke om slutspillet, mener han. Ud af de sidste seks kampe er der tre hjemmekampe ... og de to næste opgør mod Herlev fredag og ikke mindst SønderjyskE på søndag er vitale for de nordjyske forhåbninger. - Vi skal jo bare vinde vores hjemmekampe, så er vi klar til slutspillet, smilede fighteren over dem alle, Mike Grey. Han og holdkammeraterne har nemlig også en sidste nøglekamp - mod Esbjergs forsvarende mestre - placeret på hjemmebane, mens de tre udekampe gælder Herning, Herlev og AaB. Kan vendelboerne fortsætte takterne fra søndagens kamp, så bør der også vente mange point forude ... og måske en overraskelse eller to i slutspillet. Selv om gæsterne kom foran allerede efter små tre minutters spil, så var det hjemmeholdet, der skabte kampen med aggressivt og pågående ishockey leveret af tre sammenhængende kæder. Derfor kunne ingen pege fingre ad sejren. Den var fuldt fortjent og så meget desto mere kærkommen på en dag, hvor hoveddommer Asger Krog bestemt ikke var i gavehumør overfor hjemmeholdet. - Han benyttede vist enhver lejlighed til at vise en af vores spillere ud, sukkede Olaf Eller opgivende. FIK-træneren kunne så sammen med de 948 tilskuere glæde sig over, at selv ikke en sønderjyde kan bremse FIK i fremdrift...toto Kampfakta: Periodecifre: 0-1, 2-0, 1-0. Mål: 2.41: 0-1 Tomas Placatka ass. Harri Sillgren og Alexander Sunderberg (5 mod 4). 25.46: 1-1 Christian Schioldan ass. Mike Grey og Dan Ceman (5 mod 4). 39.59: 2-1 Mike Grey uassisteret (4 mod 5). 46.03: 3-1 Mads Bech Christensen ass. Bent Christensen og Dmitri Lavrentiev. Udvisninger: FIK 8x 2 minutter, OIK 8 x 2 minutter. Hoveddommer: Asger Krog. Tilskuere: 948 i Iscenter Nord.