Herrens ord lunede ikke nok i klosterkirken

Stiftet holdt reformationsgudstjeneste - som optakt til det 500 års jubilæet for reformationen næste år - i Børglum Klosterkirke, der hverken har elektrisk lys eller varmekilder Foto: Peter Broen
1. november 2016 13:03

Det var ikke helt nok at kunne lune sig med Herrens ord mandag aften i Børglum Klosterkirke.

Stiftet holdt reformationsgudstjeneste - som optakt til 500 års jubilæet for reformationen næste år - i kirken, der hverken har elektrisk lys eller varmekilder; derfor gav det lokale beredskab en hjælpende hånd og stod klar med tæpper til de mange kirkegængere, så de ikke kom til at ryste af kulde.

Børglum Klosterkirke er normalt kun i brug fra pinse til høst.

- Kirken spillede en væsentlig rolle under reformationen, da den sidste katolske biskop, Stygge Krumpen, sad her, fortæller Thomas Reinholdt Rasmussen, provst i Hjørring Søndre Provsti.

Thomas Reinholdt Rasmussen har som formand for reformationsudvalget i Aalborg Stift været med til at arrangere gudstjenesten og mandag aften ledte han da også menigheden gennem festlighederne - en kantategudstjenesten med Bachs “Christ lag in Todesbaden" som omdrejningspunkt. Organist Lars Colding Wolf stod for gudstjenestens musiske del.

Aalborg Stift har de seneste tre år markeret reformationsdagen 31. oktober med en stor, fælles gudstjeneste, blandt andet i Sæby, Vestervig og Visborg.

Den officielle reformationsfejring i 2017 vil foregå i stiftes domkirke, Budolfi Kirke i Aalborg, ved biskop Henning Toft Bro.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...