Nibe

Herrer klarer ærterne mod Støvring

} SEJR: Et minut før tid i jyllandsseriekampen i Nibehallen mellem herrerne fra Nibe HK og Støvring bragte gæsterne sig foran 22-23, 25 sekunder før slutfløjt udlignede Nibe, men Støvring havde fortsat chanchen for at score sejrsmålet. Det skete bare ikke, tværtimod. En af Støvrings unge spillere fumlede bolden over til Nibes Jens Buus, der takkede for tilliden ved at score sejrsmålet få sekunder før tid. Nibe, der var uden Mads Sørensen og Morten Sørensen, begge skadede og Thomas Larsen og Steffen Nielsen, begge stoppet med at spille, havde ellers haft svært ved at komme i gang. Således førte Støvring en overgang i første halvleg med fire mål. Denne føring skrumpede dog inden pausen til 10-11, og så var der ellers lagt op til en jævnbyrdig og spændende anden halvleg, hvor de to hold fulgtes tæt hele vejen. Træner Claus Skoda vurderer, at sejren især uden de to manglende "Sørenser" er ekstraordinær flot.