Herrerne halter

Floorball-mændene i Frederikshavn vil tilbage på toppen

Outlaws-spilleren Christian Jepsen var i målhumør og scorede tre gange i den knusende sejr over Bulldogs. Foto: Kim Dahl Hansen.

Outlaws-spilleren Christian Jepsen var i målhumør og scorede tre gange i den knusende sejr over Bulldogs. Foto: Kim Dahl Hansen.

fc outlaws - bulldogs 12-5 Floorball, ligaen, HERRER Af Jens Otto Barsøe jens.otto.barsoe@nordjyske.dk FREDERIKSHAVN: Et lokalslag mellem FC Outlaws og Bulldogs i herrernes bedste floorballrække kan stadig fylde Idrætshallen på Rimmensalle i Frederikshavn. Egentlig ikke underligt i Danmarks floorballby nummer et, for skruer man tiden nogle år tilbage, var en kamp mellem Frederikshavns to bedste herrehold det ypperste, som dansk floorball kunne byde på. Frederikshavn, er i det hele taget, når der ses på antallet af udøvere og antallet af DM-titler, som de to rivaliserende klubber henter til byen hvert år, helt uden sidestykke, når det gælder floorball. Et sted har der dog de seneste år været lidt langt mellem titlerne, og det er på herresiden. Én DM-titel til byen på den front i de seneste tre år er ikke hverdagskost. Nyt hold Selv om rammen omkring gårdagens lokalslag var på DM-finale niveau, er man i de to klubber klar over, at sandsynligheden for en mesterskabsfest for et herrehold i Frederikshavn heller ikke er stor i denne sæson. - Vi har bygget et nyt hold op fra bunden og kører efter en plan, hvor målet i denne sæson er en semifinale, og i næste sæson er det en finale, men konkurrencen på herresiden er hård, siger formand i FC Outlaws Aage Gøgsig, der erkender, at sæsonen indtil videre ikke har levet helt op til forventningerne. Outlaws har trods den knusende sejr i gårsdagens lokalslag tabt fem kampe og ligger på en fjerdeplads ud af de seks hold i vestdelen af Umbro Ligaen, som landets bedste række hedder. Rutinerede er stoppet På tredjepladsen ligger Bulldogs, der senest vandt DM i 2007. Siden da har en række rutinerede og bærende kræfter sagt stop på førsteholdet, og derfor er det et helt nyt og ungt hold, der skal forsøge igen at spille klubben til tops. - Bortset fra to-tre rutinerede er resten af spillerne nede på en gennemsnitsalder på 17-18 år, men kan vi holde sammen på den trup, vi har nu, har vi store forventninger allerede til næste år. Men hvem ved, måske overrasker vi i denne sæson, lyder det med et skævt smil fra Ole Schüsler, der er formand i Bulldogs. Der var dog ikke meget guldglimmer over det unge Bulldogs-mandskab i gårdagens lokalslag. I en målrig og underholdende kamp med flot offensiv floorball, kom de hurtigt bagud 0-3. De fik kæmpet sig tilbage og udlignede i starten af anden periode til 4-4 blot for endnu engang at blive skudt sønder og sammen af et hjemmehold, der spillede langt bedre, end den aktuelle placering er udtryk for. Om der er klasse til en semifinale, må den kommende tid vise. Kampfakta: Periodecifre: 4-2, 4-2, 4-1 Mål for FC Outlaws: Christian Jepsen 3, Alex Jensen 3, Lasse Haagensen 2, Steffen Jensen 1, Anders Söderberg 1, Thomas Bouchara 1, David Jansson 1. Mål for Bulldogs: Dannie Pedersen 2, Nicklas Hørholt 1, Brian Nielsen 1, Rasmus Adamsen 1.