Ishockey

Herringsø håber på hævn

Pisars helbred baner vejen for følelses-betonet kamp for keeper

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

FREDERIKSHAVN:En ny overbelastningsskade på førstekeeper Lubomir Pisar gør Frederikshavn White Hawks udekamp i dag mod Rødovre til et højspændt gensyn. Den blot 21-årige Bastian Herringsø tager Pisars plads mellem stængerne, og dermed får han chancen mod den klub han forlod i protest inden denne sæson. - Det bliver en special følelse at spille mod min gamle klub, men jeg glæder mig helt vildt, fortæller Herringsø. - Jeg forlod Rødovre fordi jeg var skuffet over, at de ikke turde give mig chancen i målet, så jeg håber meget vi vinder, siger keeperen. - Så kan jeg da få vist dem, at jeg kan stå på mål, tilføjer han. Allerede tidligere på sæsonen fik Bastian Herringsø en følelsesbetonet kamp mellem stængerne for den nye klub. - Jeg startede som ungdomsspiller i Herlev, så da jeg stod på mål mod dem, var det en dejlig fornemmelse, siger han. Herringsø fik masser af ros for den kamp, som vendelboerne vandt klart. En ordentlig lussing Hvor Herringsø fik masser af succes i sin debut mod Herlev, fik han til gengæld masser af prygl tidligere på ugen i Nordsjælland. Her tabte White Hawks 9-0, og ved den lejlighed var Bastian Herringsø også den startende keeper. - Jeg følte ikke, at det alene var min skyld, at vi tabte så stort, og nogle gange får man altså bare en ordentlig lussing i ishockey, siger han. Heller ikke hans træner, Olaf Eller, har lyst til at kaste skyld på den unge keeper efter tirsdagens kæmpenederlag. - Jeg har arbejdet meget med Bastian og blandt andet snakket med ham om kampen i Nordsjælland. Det var bestemt ikke hans skyld, at vi tabte, og jeg har fuld tillid til ham, siger Eller. Pisars helbred halter I starten af denne sæson har White Hawks ikke kunnet regne med den sædvanlige sikre sidste skanse, Lubomir Pisar. Efter opskriften et skridt frem og to tilbage, har Pisar optrådt for frederikshavnerne ca. hver anden kamp for så at melde sig skadet igen. Således var det Pisar, der var på kassen, da White Hawks vandt over Esbjerg på egen is fredag aften, men nu må han igen melde forfald. - Denne gang er det gudhjælpemig ryggen den er gal med, næsten griner Olaf Eller. Dermed er der opstået en ny skade oven i de øvrige overbelastningssymptomer, som Pisar har døjet med. - Vi må tage hans skader et skridt af gangen, og foreløbig har jeg ikke tænkt mig at give ham en længere pause fra kampene, siger træneren. Det betyder, at Pisar allerede ventes tilbage mellem stængerne først i den kommende uge.