Hertha Berlin slår Bayern München for første gang i ni år

Bayern München tabte for første gang i sæsonen i Bundesligaen. Hjemme vandt Hertha Berlin 2-0.

Hertha Berlin-spillerne var skarpest i hjemmekampen mod Bayern München. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Hertha Berlin-spillerne var skarpest i hjemmekampen mod Bayern München. Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

For første gang i over ni år kan Hertha Berlins fans juble over at have slået Bayern München.

Fredag aften vandt hovedstadsklubben med 2-0 på hjemmebane over de seneste seks sæsoners tyske fodboldmestre. Det er Bayern Münchens første bundesliganederlag i sæsonen.

Man skal tilbage til februar 2009, før Bayern München senest tabte til Hertha Berlin.

Fredagens overraskende hjemmesejr blev grundlagt med to scoringer i første halvleg.

Jerome Boateng satte Hertha Berlin i gang, da han unødvendigt begik et straffespark mod sin tidligere klub. Vedad Ibisevic viste træfsikkerhed på straffesparket.

Kort før pausen fik mesterskabsfavoritterne en ny dukkert. Markeringerne sad løst, og det udnyttede Hertha Berlin til at på fornem vis at kombinere sig til en stor chance, og tæt under mål udnyttede Ondrej Duda muligheden.

I et desperat forsøg på at ændre kampens udfald indskiftede Bayern-træner Niko Kovac en offensiv trio efter pausen. Men hverken Serge Gnabry, Thomas Müller eller Sandro Wagner kunne ændre på stillingen.

Den store overvægt i boldbesiddelse udmøntede sig i mange små, men få store chancer til Bayern München.

Med sejren rykker Hertha Berlin i hvert fald for en stund op på rækkens andenplads. Ligesom Bayern er berlinerne noteret for 13 point efter seks kampe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.