Hertug Højmose af Højbjerg

NORDJYLLAND:Dansk Boldspil-Union lancerede i fjor en ambitiøs plan, som i løbet af en fire-årig periode skal sende dansk kvindefodbold op blandt de absolut bedste nationer i verden. Midlerne til at nå det ambitiøse mål er en pulje på knap 12 millioner kroner, som DBU og Team Danmark har splejset om, og metoden var og er, at pengene skal ud og gøre godt i de klubber, som leverer råvarerne til kvindelandsholdet, nemlig spillerne. Den plan var og er der meget fornuft i. Men måske var det knap så fornuftigt, at man i samme moment udstyrede planens hovedarkitekt, landstræner Poul Højmose, med en nærmest enevældig magt over millionmidlerne. Fra sit domicil i Højbjerg har Poul Højmose med dags varsel besluttet at fratage hæderkronede OB sin position som kraftcenterklub med den begrundelse, at klubben ikke længere kan mønstre tre A-landsholdsspillere. Efter en åreladning af etablerede landsholdsnavne hen over sommeren har DBU (læs Poul Højmose) med dags varsel dumpet fynboerne og blandt anden efterladt den hårdt sårede klub med en deltidsansat træner, som klubben lønmæssigt hænger på frem til næste sommer. Men tilskuddet til trænerlønningen har DBU (læs Poul Højmose) stoppet med øjeblikkelig virkning, selv om DBU (læs Poul Højmose) selv skulle godkende ansættelsen af manden. Det gør naturligvis ondt i en amatørklub, og det forekommer at være en urimelig straffeaktion mod en klub, der i nyere tid kan prale af både danske mesterskaber og pokaltriumfer, og som DBU (læs Poul Højmose) selv har godkendt til at udføre elitearbejde for sig. For hvordan i alverden kan en klub i det lange løb være sikker på, at man altid kan mønstre tre landsholdsspillere? Ansvaret for det kvantum påhviler alene Poul Højmose. Mens man slikker sårene i OB, er der nu kun tre kraftcentreklubber tilbage i dansk kvindefodbold, nemlig Skovbakken, Brøndby IF og Fortuna Hjørring. Vendelboerne har altid været en økonomisk gigant i dansk kvindefodbold. Hjørring-klubben kan i øjeblikket mønstre fire-fem spillere i A-landsholdstruppen, og som sådan skulle der ikke være akut fare på færde for at havne i Hertug Højmoses sorte bog. Med mindre klubben fortsætter en årelang tradition med aldrig at holde sig tilbage for at kritisere netop Poul Højmose både tidligt og sent. Det er der god grund til at gøre i affæren omkring OB. Som frækt har fået at vide, at de kan genvinde deres tabte status, hvis de kan fortælle Poul Højmose, hvilke landsholdsemner, klubben har tænkt sig at lave aftaler med. Til gengæld vil Højmose ifølge OB ikke fortælle, hvem han agter at indlemme i sin næste bruttotrup. Derfor står OB nu uden den status, som klubben med god grund har langtidsplanlagt efter. Med blandt andet det formål at hjælpe Højmoses eget landshold frem til en position blandt verdens bedste. Hvilket det i øvrigt kniber alvorligt med. VM-slutrunden i USA går om tre dage i gang uden dansk deltagelse, og ved landsholdsturneringen Algarve Cup i marts i år måtte Højmoses udvalgte krybe hjem med en ydmygende 9. plads som det lidet flatterende resultat. Måske skulle Højmose tage at give sine egne kvalifikationer et kritisk eftersyn?