Handicappede

Hertz - en dame du ikke kan nå

Der var sol, fadøl, pølser, æblekage og ikke mindst Lone Hertz i Østerskoven

HOBRO:Først var der blandt andet "Højt på en gren" fra Hobro Bykor i konkurrence med et skænderi mellem to hunde. Siden var der "Jeg elsker de grønne lunde" som fællessang, akkompagneret af Hobro Borgervæbnings Orkester og en udtalt skratten fra en højttaler. Men da 64-årige Lone Hertz, kendt fra blandt andet "Frøken Nitouche" og "Landmandsliv", betrådte talerstolen til grundlovsfesten i Østerskoven var scenen hendes. Og stort set hendes alene. Eneste konkurrenter til de cirka 200 menneskers opmærksomhed var solen og et enkelt fjernt tordenbrag, der aldrig blev til mere. Fadølshanerne stod stille, pølserne kogte roligt i vandet, og der blev ikke afsat meget æblekage i den halve time, hun talte, Det var nu heller ikke fordi, det ligefrem var den muntre og folkelige tone, der blev slået an i skuespillerens grundlovstale, der i høj grad drejede sig om ligeværdighed. - I Danmark er nogle mere lige end andre. Også i forhold til Grundloven. Der er bare et enkelt kapitel og en enkelt paragraf - kapitel otte, paragraf 75.2 - der handler om dem, der skiller sig ud og er afhængige af andres støtte, sagde Lone Hertz og fortsatte: - De udsatte får kun hjælp, hvis de underkaster sig forpligtigelser. Ligeværdighed er simpelthen en løgn. Tomas De personer, Lone Hertz snakkede om, er mennesker med fysiske eller psykiske handicap, syge personer, misbrugere og så videre. Kort sagt; mennesker i nød. Hun har selv problematikken tæt inde på livet, da hendes søn Tomas, som beskrevet i filmen "Tomas - et barn du ikke kan nå" fra 1980, er psykotisk, evnesvag i mildere grad samt epileptiker. Og netop mennesker med handicap var hovedessensen i resten af talen. - Vi viser gerne god vilje, bare vi kan købe os til den. Men god vilje slår ikke til, når det gælder ligeværdighed. Det kræver godhed. Ligeværdighed må ligesom kærlighed langsomt fremdyrkes og fremelskes. - Handicappede med familier lever i noget nær lovløshed, når det gælder ligeværdighed, lød det fra Lone Hertz. Hun opfordrede til, at der bliver lavet en teateruddannelse for handicappede, hvor de kan udtrykke dem selv. - Jeg længes efter ligeværdig adgang til bare denne ene uddannelse. Og jeg længes efter forandring i holdning og værdier, så godhed og ligeværdighed bliver det politisk korrekte, udtalte Lone Hertz, inden hun afrundede. - Jeg længes efter, at Grundloven bliver den gode lov. Lad os få en ny grundlov, og det kan sgu ikke gå hurtigt nok. Blandt tilhørerne var 35-årige Pia Juul fra Aalborg sammen med sin mand Jacob og sine to børn Thomas og Silje. - Man må sige, at den giver stof til eftertanke sådan en tale, konstaterede hun efterfølgende. Ellers var det faktisk mest korene, hun var kommet til Hobro for at høre. - Det er så hyggeligt her. Det er en tradition, at vi tager herned, selvom vi kommer fra Aalborg. Silje er kun syv uger gammel, så det er hendes første grundlovsmøde, bemærkede Pia Juul, der tidligere har ledet Hobro Bykor.