Hessel giver grønt en renæssance

Publikum kan selv afprøve opskrifter fra 1600-tallet med gamle danske urter og grøntsager

Fødevarer 18. oktober 2002 08:00

LOUNS: De gamle danske krydderurter og grøntsager får en rigtig rennæssance i de vesthimmerlandske køkkener i de næste uger, hvis det står til landbrugsmuseet Herregården Hessel. I går åbnede Hessel nemlig en kun fire dage lang særudstilling om "Årstidens grøntsager og krydderurter", som altså lukker igen søndag, når efterårsferien slutter. Men bag den lidt farveløse titel gemmer der sig et væld af oplysninger om urter og grøntsagerne og deres anvendelse i flere århundreder - lige som udstillingen med et udsnit af opskrifter fra en gammel kogebog fra 1616 tilskynder publikummerne til selv at afprøve grøntsagerne i køkkenet derhjemme. Og allerede på åbningsdagen i går blev udstillingen i det gamle herregårdskøkken og -bryggers nøje studeret. Kål fra middelalderen - Vi synes, at der gemmer sig rigtig mange spændende historier om de gamle grøntsager og krydderurter. Mange af dem har været kendt i århundreder eller blev indført hertil for hundreder af år siden, hvor man brugte dem meget. Så er de blevet glemt, og så opdager vi flere og flere af dem igen og bruger dem i nye sammenhænge, begrunder den daglige leder af herregårdsmuseet, museumsinspektør Johnny Højgaard. - Der er en helt særlig historie om alle de danske kålsorter. Vi viser både glaskål, kålrabi og rødbeder, som vi jo først de senere år er begyndt at bruge i salater og syltet. Og så er der jo den gamle danske grønkål, som man brugte meget tilbage i middelalderen, fordi den kunne holde sig så længe uden for, indtil man skulle bruge den, fortsætter museumsinspektøren. Ifølge ham er det en historie om danskernes "lidt tåbelige glemsomhed", at man i mange år helt glemte rosenkålen og savoykålen, som har en lige så god holdbarhed som grønkålen. Også æbler og hyld Med på udstillingen er også historierne om de gamle danske æblesorter som Gråsten, Philippa og Ingrid Marie. - De er større og smager langt bedre end alle de franske æbler, vi kan købe rundt omkring i butikkerne i dag. Hyldebærrene er et særligt kapitel. - Enhver i vores generation ved jo, at hyldebærsaft er god mod forkølelese og utilpashed, og at den giver kræfter. Men det er faktisk en ret ny opfindelse. Indtil 1800-tallet troede man, at bærrene var giftige, man turde ikke at bruge dem, men brugte kun blomsterne, fortæller Johnny Højgaard. Alle har mulighed for at få deres egne eksemplarer af de gamle opskrifter fra 1600-tallet med hjem. Udstillingen er åben alle dagene mellem 10 og 16 - samme tidsrum, som hele Hessel i øvrigt kan ses af gæsterne frem til 1. december.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...