Farsø

Hesselvang er indviet

HVALPSUND:Der måtte bæres ekstra stole ind, da ældreboligerne i Hesselvang i Hvalpsund fredag eftermiddag blev indviet. Lokalpolitikerne var mødt frem i stort tal, og beboerne, der har haft nogle måneder til at falde til i deres nye hjem, var også mødt talstærkt frem. Det har også været en noget kompliceret proces med en del flytten frem og tilbage mellem Hvalpsund og Farsø, men alle har tilsyneladende taget alt postyret med stor tålmodighed og godt humør. Borgmester H.O.A. Kjeldsen glædede sig over de nye boliger og kunne blandt andet glæde sig over et godt hus, hvor både beboere og medarbejdere havde fået et godt og trygt miljø. - Hesselvang har fået langt bedre faciliteter, og jeg synes, der er tale om en fantastisk forbedring for alle i huset, sagde Kjeldsen. Formanden for socialudvalget, Jens Chr. Pedersen, har været en af drivkræfterne bag projektet. - Nu har vi jo ikke været her, mens det støvede og var bøvlet, men jeg kan love jer, at vi i socialudvalget har fulgt byggeriet her på Hesselvang med stor opmærksomhed. - Jeg synes, det er et godt byggeri, og det er boliger, som både I og fremtidens ældre sagtens kan være tjent med, sagde Jens Chr. Pedersen.