Hesselvang skal vente mere

Sundhedsudvalget må vente til efter nytår på undersøgelse

Får Hesselvang i Hvalpsund lov at bestå som kommunalt plejehjem? Ja, den afgørelse kommer til at vente på sig til 2012. Arkivfoto

Får Hesselvang i Hvalpsund lov at bestå som kommunalt plejehjem? Ja, den afgørelse kommer til at vente på sig til 2012. Arkivfoto

HVALPSUND:Kalenderen kommer til at vise 2012, før Vesthimmerlands Kommunes sundhedsudvalg er klædt på til at kunne tage stilling til, om der fortsat skal være et plejehjem i Hvalpsund. Det ligger nu fast, efter at sundhedsudvalget har haft sagen på sit bord. Tilbage i 2009 besluttede kommunen at lukke plejehjemmet Hesselvang i Hvalpsund, og herefter gik en arbejdsgruppe i gang med at forsøge at skabe et friplejehjem. De planer gik imidlertid i vasken sidst i september i år, og derfor har arbejdsgruppen, der arbejdede med at etablere friplejehjemmet, på det kraftigste opfordret kommunen til at genoverveje sin beslutning. I mellemtiden er der så også opstået nogle meget lange ventelister på at komme på plejehjem i Vesthimmerlands Kommune. Lang venteliste Beslutningen om ikke at opføre et friplejehjem samt de nye statistikker på ældreprognosen har fået sundhedsudvalget i Vesthimmerlands kommune til at tage lukningen af plejecenter Hesselvang op til revision. Men selvom sagen var til drøftelse forleden, hvor udvalget var samlet, så skal der flere undersøgelser til, før udvalget endelig kan beslutte, om man vil indstille til byrådet, at Hesselvang alligevel får lov at fortsætte på trods af beslutningen om lukning fra 2009. - Selvom ventelisten på at komme på plejehjem i øjeblikket er meget lang, så er det altså nødvendigt at have et ordentligt grundlag at træffe fremadrettede beslutninger på, siger formanden for sundhedsudvalget, Kirsten Moesgaard. - Vi er nødsagede til at vide, om det kun er lige nu og her der er problemer, eller om der også vil være alenlange ventelister på lidt længere sigt, siger Kirsten Moesgaard. Sundhedsudvalgsformanden lægger dog ikke skjul på, at hendes egen personlige opfattelse helt klart er den, at det er nødvendigt med tilbud om plejehjem i nærområderne. - Både af hensyn til de ældre og de pårørende, er det nødvendigt, at vi sikrer muligheden for, at de ældre kan blive i nærområderne, når de engang ikke længere kan bo i deres egne hjem, siger Kirsten Moesgaard.