Hestearbejde i sommersolen

Høje temperaturer ved at tage pusten fra Hessel

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Smedien var ikke det bedste sted at være på sådan en heftig sommerdag. Men smedes, det skulle der nu alligevel. Foto Torben Hansen Hessel Hestedag på Hessel

HESSEL:Normalt får dankerne for lidt. Søndag fik de for meget på Hessel. Herregårdens besøgende til den store hestedag måtte betale svedens pris for en sommerdag ud over det sædvanlige, hvor der var opvisning af islænderheste, pløjning på gammeldags maner samt den såkaldte kaperkørsel – kørsel med hestevogn for alle, der ville, og havde en tier. - Det har været et meget vellykket arrangement. Men der var noget færre end sidste år, og det tror vi er varmens skyld, siger formanden for Hessels Venner, Kristian Pihlkjær. Færre vil i denne sammenhæng mene 350 besøgende, 100 færre end i 2005, der ikke havde helt det samme voldsomt gode vejr. - Det har været utroligt varmt, og dem, der kørte de seks hestevogne har også svedt en hel del. Men nu får de slappet lidt af, siger Kristian Pihlkjær. Efter lukketid er det nemlig tradition at mødes inde i caféen, når hestevognene er parkeret, og det var ikke hede drikke, der var størst efterspørgsel på i år. Til særlig glæde for venneforening kom de tre hestevogne, man netop har gjort en del ud af at restaurere, godt igennem dagen. De deltog på lige fod med de andre kapervogne i konkurrencen om at få passagerer blandt de besøgende. Og dem var der mange af. - Børnene er helt vilde for at prøve en tur. Hestevogne er der jo ikke ret mange mere der har prøvet at køre i, siger Kristian Pihlkjær. Han er sikker på, at hestedagen vender tilbage næste sommer, hedebølge eller ej.