"Hestearbejde" på gaden
9. december var der reception i Retfærdigheden i Sæby, hvor Arnold Andersens bog "Hestearbejde" kom på gaden.
Og det har i sig selv været et hestearbejde for den flittige forfatter at få boden færdig, da han har haft så mange bøger, der skulle skrives ind i mellem. Han er grundig ned til mindste detalje, og derfor har bogen også været i støbeskeen længe.
"Hestearbejde er en udviklingshistorie, hvor arbejdshesten trak samfundet ind i industrialiseringen - og det skete fra 1850’erne, hvor den tekniske revolution gik i gang, og frem til 1960’erne.
- Mennesket havde nemlig udviklet en stor lyst til at komme ud og se andre egne, end deres egne, og arbejdshesten fik en rolle som afløser for studene, der tidligere var spændt for vognen, fortæller Arnold Andersen.
Hans bog rummer mere end 200 billeder, der viser hestens arbejdssituationer.
Arnold Andersen fortalte om, at arbejdshesten har været uundværlig i rigtigt mange år - ja selv under og efter besættelsen.
- Det ville have været nærmest umuligt for det danske samfund at få tingene til at fungere under anden verdenskrig uden hestene. Benzinrationeringer og meget få tilladelser til at køre med bil gjorde, at samfundet i bogstaveligste forstand ikke kunne holdes i gang. Og derfor var det fantastisk, at landmændene - belært af situationen under første verdenskrig - havde beholdt deres heste. I alt var der ca. 600.000 heste i landet, og de kom på arbejde. Jeg ved slet ikke, hvordan vi var kommet igennem besættelsesårene uden hestene. Der var heller ikke kul til lokomotiverne, og selv efter Marshall-hjælpen i 1948 kunne det knibe. Så hesten var en uundværlig samarbejdspartner under den sidste krig, sagde Arnold Andersen.
Borgmester Birgit Hansen deltog også i receptionen, og var imponeret af at den 85-årige Arnold Andersen havde udgivet endnu en bog.
- I dag skal vi fejre endnu et storværk fra din hånd. Bog nummer fjorten. Det er virkelig imponerende. Du spytter bøger ud. Enhver kan se, at du er en flittig og alsidig mand. For ikke ret lang tid siden var det bogen om Nellemanns Have, og nu er det arbejdshestens historie. Du kommer vidt omkring, og kunstnerisk favner du også bredt. Jeg ved for eksempel, at du også er dygtig til at tegne. Det er en god egenskab. Men jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage til begyndelsen af dette årtusinde. Dengang sad jeg i Sæby Byråd. Jeg var ung og energisk og netop valgt ind for første gang. Og du tegnede for "Bjæsken". Du havde besluttet dig for, at byrådspolitikerne skulle have et kærligt spark. Og det blev så i mit tilfælde til en kort sygeplejerskeuniform og en pisk i hånden. Arnold - jeg er glad for, at du nu holder dig til at skrive bøger, smilede Birgit Hansen.
Personligt syntes hun, at netop emnet heste var meget interessant, da hun selv meget hesteinteresseret. Men også interessant i bredere forstand. For arbejdshestene er i dag borte fra marker og veje. Nu bruges de kun på hobbyplan.
Hun sluttede med at sige:
Kære Arnold, du er jo nærmest selv en kulturinstitution i Sæby. Tak fordi du gør historien levende for alle os andre. Vi ses snart. Det varer sikkert ikke længe, før din næste bog kommer på gaden.
Og så blev der klappet og skålet og alle festens gæster kiggede nærmere på Arnold Andersens "Hestearbejde".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.