Hesteejer er meldt for vanrøgt af fire heste

En hesteejer fra Brønderslevs opland er meldt til politiet for vanrøgt af fire heste.

Dyrenes Beskyttelse har haft en dyrlæge ude for at se på hestene, og det var dyrlægen, der herefter indgav politianmeldelse. I næste uge afgør politiet, hvad der skal ske i sagen. Kredsformand i Dyrenes Beskyttelse, Palle Mørk, er ikke tilfreds med, at politiet ikke straks har grebet ind. Palle Mørk mener, at der er tale om en klar overtrædelse af dyreværnsloven. Ifølge Dyrenes Beskyttelse har de fire heste kun fået lidt hø - en gang imellem. Palle Mørk siger, at de aldrig bliver til heste igen. Derfor har han ønsket dyrene fjernet omgående. Men det har politiet ikke ment var påkrævet. Politiassistent Leif Kjær fra Brønderslev Politi understreger, a der ikke er tale om misrøgt. Politiet har fået forklaret, at hestene har været syge, og derfor er afmagrede. Palle Mørk siger, at det er et af de værste tilfælde, han har set. - Jeg har hjemme hos mig 16 heste, og de får syv kilo korn hver dag. Han mener, at ejeren af de fire heste har givet dem, hvad der svarer til et kilo om dagen, og så til deling. Ifølge rapporten fra dyrlægen fra Dyrenes Beskyttelse hedder det: "Dyrene bar præg af manglende pleje og pasning. De er tydeligvis ikke blevet striglet gennem længere tid, idet der var indtørret mudder i pelsen samt store mængder løstsiddende hår. De var alle fire stærkt underernæret og afmagrede. Og så havde de en besværet gang, og de bevægede sig kun modvilligt. Hestenes tilstand svarer til utilstrækkelig fodring gennem længere tid - formodentligt minimum tre måneder." Ifølge dyrlægen havde hestene ikke adgang til foder, vand og læ. Dyrlægen fandt kun en balje til opsamling af regnvand. Men denne balje var tom.