Hestefolket indtager Rold Skov området

Him­mer­lands Køre- og Ri­de­for­en­ing har ek­si­ste­ret i 36 år, og i dag kan skov­gæs­ter møde med­lem­mer­ne i Rold Skov. ar­kiv­fo­to: Jens Mor­ten

Him­mer­lands Køre- og Ri­de­for­en­ing har ek­si­ste­ret i 36 år, og i dag kan skov­gæs­ter møde med­lem­mer­ne i Rold Skov. ar­kiv­fo­to: Jens Mor­ten

ROLD:Rold Skov-området vil i dag myldre med heste, hestevogne og ryttere. Det er Rold Skov Natur- og Kulturcenter og Himmerlands Køre- og Rideforening, der i fællesskab står bag et arrangement mellem klokken 10 og 14 under temaet at opleve skoven til hest. Hesteinteresserede har mulighed for at medbringe egne heste, men desuden har arrangørerne fremskaffet en halv snes lejede heste. På samme tid er der mulighed for skovens gæster at stige om bord i 8-10 hestevogne, der med udgangspunkt i Klodholmpladsen næsten for enden af Stendalsvej vil køre ture rundt i Vestskoven for interesserede. Både vogn og sadel Hele arrangementet indledes klokken 10 tre forskellige steder i skovområdet. Ryttere til en guidet tur gennem Nordskoven samles på P-pladsen (Havndalspladsen) ved Kirkevejen/Buderupholmvej. Ryttere til turen i Sydskoven derimod samles på P-pladsen ved Møldrupvej (Astrup-Skørpingvejen) overfor Dragmose. Hestevognene afgår fra Jamborettepladsen med indkørsel fra P-plads ved Turistvej (mod Mosskovpavillonen). Her skal kørehestene dog først have seletøj på, og først omkring klokken 11 er hestevognene klar på Klodholmpladsen til at køre skovgæster rundt i Vestskoven. Frokosten klokken 12 til 13 foregår også på Klodholmpladsen, hvor alle ryttere og hestevognene samles sammen med de øvrige skovgæster. Hver især medbringer selv frokosten, mens der på pladsen kan købes drikkevarer. Fra arrangørernes side er der på pladsen etableret et par folde uden el, og pladsen er omkranset af træer, hvor heste kan bindes. Efter den fælles frokost returnerer hestevognene til Jamborettepladsen, mens rytterne rider tilbage til dagens to forskellige udgangspunkter.