Hestekørsel ud af skyggen

Dansk køreelite er samlet ved Dronninglund

Amanda Justesen styrer sikkert hest og vogn gennem vandhullet på Holtegaard. Foto: Peter Broen

Amanda Justesen styrer sikkert hest og vogn gennem vandhullet på Holtegaard. Foto: Peter Broen

DRONNINGLUND:Kørsel med heste og hestevogn er en lidt "glemt" sportsgren. Men det skal nu være slut. Dette års danmarksmesterskaber i Dronninglund, er måske de sidste, hvor sporten må leve i skyggen af andre sportsgrene. Jørgen Konge, der er kusk i de kongelige stalde, og medvirker ved danmarksmesterskaberne, fortæller, at konkurrencer i kørsel med heste og vogn, skal ligestilles med andre sportsgrene inden for Dansk idræts-Forbund. - Når man ser de forskellige sportskavalkader på tv omkring nytår, er danmarksmestre i kørsel med hest og vogn ikke nævnt, og det samme gælder verdensmesterskaberne, selv om Danmark har opnået både sølv og bronze i udlandet. Bedste kørere samlet 56 af landets bedste kørere deltager i denne uge i danmarksmesterskaberne i Dronninglund, som Vendsyssel Køreforening er vært for. Heriblandt også kørere, der har gjort sig gældende ved verdensmesterskaber. I forbindelse med danmarksmesterskaberne er banerne på Holtegaard udbygget. Blandt andet er bygget en bro, der dog skal bibeholdes. Også vandhullet, som heste og vogne skal igennem, er udbygget. Forberedelserne i Vendsyssel Køreforening har stået på i halvandet år. Danmarksmesterskaberne slutter i dag med forhindringskørsel.