Hestekræfter slippes løs

Vendsyssel Køreforening er i næste uge vært for DM i kørsel med vogn. Et stævne med højt niveau

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

56 af landets bedste kuske kører ind af porten til Holtegaard 9. juli. Over fire dage skal de dyste i dressur, maraton og forhindringskørsel.Foto: Bent Jakobsen

Om nogle få dage kulminerer næsten to år forberedelse for Vendsyssel Køreforening. 56 af de absolut bedste kuske i landet, sætter nemlig hinanden stævne på Holtegaard fra 9. til 13. juli, når Vendsyssel Køreforening er vært ved Danmarksmesterskabet i kørsel med hest og vogn. Og det bliver et stævne med stor underholdningsværdi og højt niveau, garanterer formand for Vendsyssel Køreforening, Flemming Nielsen. Over fire dage skal kuskene og hestene igennem tre discipliner: Dressur, maraton og forhindringskørsel, hvor den samlede vinder af de tre discipliner, efterfølgende kan kalde sig Danmarksmester. Der bliver kørt med både firspand, et- og tospand, og det er lige fra de helt små ponyer til de store heste. Der vil også være mange forskellige hesteracer på Holtegaard: Oldenborgere, Frederiksborgere, Dansk Varmblod, Nordbagger, Welsh Cob, New Forrest og Shetlændere. - Det er eliten, der kommer. Sammenlignet med mig selv, så er jeg serie 6, og de er superligaen, siger Flemming Nielsen. Det er anden gang, at Vendsyssel Køreforening er vært for DM, men det er første gang, at mesterskaberne holdes på Holtegaard. Køreforeningen fik for seks år siden Kørecentret på Holtegaard, og i dag er forholdene på stedet blandt de bedste i landet, forklarer Flemming Nielsen. Og der er lagt op til god underholdning for publikum og udfordringer for kuskene. - Vi har blandt andet fået udbygget vandhullet, som plejer at være en publikumsmagnet. Den er udbygget med en gravhøj, så der er stor højdeforskel. Men den kommer hestene også til at tage i fuld galop, siger han. Selve forberedelserne til mesterskaberne har været i gang i to år, hvor frivillige har sørget for at lave optimale forhold for både deltagere og gæster. Over 200 frivillige vil på et eller andet tidspunkt havde været involveret i stævnet - heraf 180 under selve stævnet. Vendsyssel Køreforening forventer, at der kommer op til 12.000 gæster, hvis vejret er godt. I tilfælde af regnvejr, vil antallet af gæster nok være noget mindre, forklarer Flemming Nielsen. Det hele sluttes af søndag præmieuddeling.