Dronninglund

Hestekræfterne blev sluppet løs

Vendsyssel Traktortræk åbnede sæsonen i Brønderslev

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

En Deutz 6006 på 3320 kg var, hvad Claus Sørensen dystede i.

BRØNDERSLEV:Selv om det er en sport med en forholdsvis lille fanskare, og selv om vejrguderne var i forårshumør, så var der mødt mange tilskuere op, da Vendsyssel Traktortræk i går indledte den nye sæson med en konkurrence i Brønderslev. Det skete på Tolstrupvej, hvor jordbanen fik gode kommentarer med undervejs, mens der blev dystet ivrigt i de forskellige klasser om at trække længst. Der blev konkurreret i standardklasser fra 3400 til 9000 kg, i farmklasser fra 3400 til 5700 kg samt i specialklasser på 3500 og 5000 kg, og uanset om der var tale om kæmpestore John Deere-traktorer med tvillingebaghjul og vinderlystne chauffører eller specialbyggede "traktorer", som man unægteligt ikke ser mange af på landets marker, så blev der gået til stålet af alle i det store deltagerfelt. Var der derfor nok at se på for tilskuerne, så indbød gårsdagens forårsvejr også til, at der undervejs blev skyllet en fadøl eller to ned, ligesom også teltet med de tre gasgrille blev flittigt besøgt af tilskuerne, der så sig lune på at fortære et udvalgt antal af de store pølser, der blev grillet dér. Traktortræksæsonen fortsætter i den kommende weekend i Han Herred, men Vendsyssel Traktortræk kommer senere i år på ny tilbage til lokalområdet, der snart bliver til Brønderslev-Dronninglund Kommune. 25. juni dystes der således i Dronninglund, inden der i Hjallerup bydes på både amtsmesterskab og nordjysk mesterskab i traktortræk henholdsvis 1. og 22. juli, ligesom der i Hjallerup også bliver tale om et såkaldt midnatstræk 23. september.