Hestemarkeder slipper for ekstra kontrol

Først fra næste år bliver det obligatorisk for markederne at kontrollere, at hestene på markederne har det rigtige ID.

Først fra næste år kommer hestemarkederne til at kontrollere, at hestens ID og hestens hestepas stemmer overens. Foto: Henrik Louis

Først fra næste år kommer hestemarkederne til at kontrollere, at hestens ID og hestens hestepas stemmer overens. Foto: Henrik Louis

Landets hestemarkeder kan ånde lettet op - de slipper for at skulle gennemføre en ny identitetskontrol af de tilrejsende heste over hals og hoved. Kontrollen skulle ellers have været gennemført fra i år, men på grund at manglende information om, hvordan kontrollen rent praktisk skal gennemføres, så bliver den udskudt til næste år. Balladen bunder i en ny EU-regel, der kræver, at alle heste skal have et ID i form af en chip (eller brændemærkning for ældre heste) samt et hestepas, der svarer til hestens ID. Passet indeholder blandt andet sider, hvor hestens medicinforbrug skal noteres. Det sker for at undgå, at der optræder medicinrester i dyr, der slagtes til fødevareproduktion. Reglen har sat grå hår i hovedet på landets hestemarkeder, fordi Levnedsmiddelstyrelsen har krævet, at markederne skal kontrollere, at de heste, der er på markederne, rent faktisk stemmer overens med de hestepas, som sælgerne skal have med. - Det er ikke godt nok, at markederne har manglet oplysninger om, hvordan de skal forholde sig, og jeg har derfor besluttet at udskyde kontrollen et år, så arrangørerne og de mange frivillige, der arbejder på markederne, kan nå at blive ordentligt informeret om kontrollen med de nye regler, siger fødevareminister Henrik Høegh, der har bedt fødevarestyrelsen om at gå i dialog med landets markeder om, hvordan kontrollen kan gennemføres til næste år.