Hestene sjælen i markedet

Springbane med internationale mål på Markedspladsen

Esben Heine
Hestene skal igen være sjælen i Hjallerup Marked. Foto: Kurt Bering
Hjallerup 15. marts 2014 21:02

HJALLERUP: Hestene skal igen være sjælen i Hjallerup Marked, som det var i 1700-tallet, da markedet blev etableret som et hestemarked.

I de seneste år er der satset meget på hestene, og der tages endnu et initiativ sammen med Hjallerup Rideklub, idet der er planer om at etablere en springbane med internationale mål på Markedspladsen i Hjallerup.

Springbanen vil under det årlige marked være omdrejningspunktet for aktiviteter med heste.

De initiativer, der er taget med øget aktivitet i hesteafsnittet, har medført, at antallet af heste på markedet har stabiliseret sig omkring 300-400 de senere år. Agility for heste, cowboy-ridning har været trækplastre de senere år. Hjallerup Samvirke, der står bag Hjallerup Marked, og Hjallerup Rideklub, samarbejder om projektet med den ny bane.

- Springbanen vil kunne anvendes ikke kun under markedet, men også uden for markedet, siger formand for markedet, Dennis Kvesel, der regner med, at der kan afvikles konkurrencer, der kan trække op mod 6.000-7.000 mennesker til Hjallerup.

- Vi vil jo gerne, at markedspladsen bruges så meget som muligt, siger han.

Det er planen, at en del af overskuddet fra dette års marked skal gå til springbanen. Arbejdet skal efter planen i gang til august, så banen kan stå klar til markedet 2015. - Hjallerup lægger billet ind på DM, Baltic Cup med mere. Det vil være et fantastisk løft for Hjallerup og for Nordjylland, mener han.

Dette års marked afvikles fra torsdag 29. maj til søndag 1. juni, og er altså i år på fire dage i stedet for normalt tre.

- Det kræver flere frivillige, men heldigvis er der stor opbakning, fortæller Dennis Kvesel, der fortæller, at ca. 2200 vil være i sving i de fire dage.

Det samarbejde, der i fjor blev indledt med ANR er i år udbygget yderligere.

- Man kan sige, at det er gået fra flirten til forlovelse, siger Lars K. Nielsen fra Hjallerup Markeds pr-udvalg.

Hovednavnet er så absolut sangerinden Nabia, der giver koncert lørdag aften. Det er ANR, der står for koncerten torsdag også med en række kendte navne.

Nabia er ifølge Lars K. Nielsen toppen af dansk pop. På musikstreamingprogrammet Sportyfi har tre millioner danskere lyttet til Nabia.

- ANR-koncerten trak rigtig mange aalborgensere til Aalborg, og vi håber, at vi i år kan gøre det samme, bemærker Dennis Kvesel.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...