Jammerbugt

Hestepærer markerede en lys ide

Dovregubben kunne for nyligt fejre, at artikel nummer 2000 var publiceret. Den handlede om gødning til urtehaven

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Siden 2009 har Jesper Hansens blog haft binavnet ”Fra Limfjordens bredder”, og bloggen byder ofte på artikler om lokale begivenheder på Øland. Privatfoto

ØLAND:I otte år har debattør, foredragsholder og forfatter Jesper Hansen skrevet om stort og småt. Han har delt tankerne med andre på bloggen Dovregubben, og nu har han rundet artikel nummer 2000, der handler om det gode naboskab på Øland, hvor han holder til.

Jesper Hansen havde talt med naboen, om han kunne få lidt gødning til urtehaven tidligere på dagen. Da han kom hjem lå der en ordentlig møgbunke lige midt i haven.

”Så kan man man næsten ikke forlange mere - og så er det, at jeg takker for det gode naboskab og især Peter for hans hestepærer”, skriver Jesper Hansen på sin blog.

Han betegner sig selv som en af landets mest erfarne bloggere. I starten var det blot en hobby. Nu er det en del af hans virksomhed. Han skriver om mange forskellige ting: haven, mad, fugleliv og almindelige hverdagsskildringer fra Øland. Han tager det ikke så højtideligt, hvad han skriver om:

- I modsætning til de højtprofilerede tema-bloggere, der typisk skriver om mode, mad og lignende, har jeg bevidst satset på en knap så stram redigering, så min blog byder på en hyggelig cocktail med lidt af hvert, siger Jesper Hansen.

En stor del af fornøjelsen handler om læserkontakten. For nogle år siden skrev han om leopardsnegle, der dræber dræbersnegle. Den blev delt på Facebook og i løbet af et døgn voksede bloggens læsertal eksplosivt til adskillige tusinder. Jesper Hansen blev også interviewet til flere aviser og TV som dræbersnegle-specialist.

Til hverdag er der knap så meget opmærksomhed om bloggen. Det daglige ligger meget stabilt på mellem 100 og 300 læsere.

Fakta

En blog er en slags hjemmeside, hvor man poster nyheder og artikler kronologisk, så den nyeste post altid står øverst.

Blogs bruges meget til kommentarer og løbende opdateringer. De mest populære blogs handler typisk om personlig udvikling, mode eller mad.

Der findes i dag cirka 60 millioner aktive blogs i verden – heraf cirka 75.000 i Danmark, hvor der dagligt offentliggøres 4.500 blogindlæg.

Jesper Hansens blog kan læses via hjemmesiden www.dovregubben.dk eller på adressen dovregubben.blogspot.dk

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.