Hesterier på Hessel

Herregårdsmuseet vrimlede med heste af en halv snes racer

HVALPSUND:Børnefamilier, nostalgikere og heste-interesserede søgte søndag til Herregårdsmuseet Hessel ved Hvalpsund. Her var nemlig heste på plakaten - heste af mange forskellige racer og størrelser. Fra kæmpestore Belgiere til små Fjordheste. Og de blev brugt til lidt af hvert: Rideture, hestevognskørsel og markarbejde a la gamle dage. Og det var ikke blot publikum, der søgte til Hessel. Også folk, der gerne ville præsentere deres heste i praktisk sammenhæng. Faktisk var der flere end ventet, nemlig omkring 30. En af hestefolkene var Aage Christensen, der med sit specielt sammensatte spand bestående af en Hafflinger og en hest af Fjordracenvar på Hessel for 21. gang. Og det selv om han kommer fra Sverrig - dog godt nok ved Roslev på den anden side af fjorden. - De 300 kr., vi får for at stille op, går stort set til færgebilletter. Så jeg kommer for fornøjelsens skyld. Det er nemlig sjovt at møde så mange mennesker, og dagen igennem får man sig jo mangen en hyggelig snak, fortalte Aage Christensen, der med to-spand og fjedervogn bød på hesteture i omegnen ved Hessel.