EMNER

Hestesko til designere

Danske designere har svært ved at få de kommercielle gennembrud, fordi de ikke forstår sig på forretninger

NORDJYLLAND:Skuespillere har dem, fodboldspillere har dem, og musikere har dem. Nu får designerne dem også: Agenter. Det nystartede firma OeO har sat sig for at gøre det lettere for danske designere at komme igennem til producenter i både ind- og udland. - Der er utroligt mange talentfulde designere i Danmark, men selv de virkelig dygtige har svært ved at få det store gennembrud. De mangler forståelse for producenternes kommercielle verden, forklarer Caroline Søeborg Ohlsen. Den forståelse mener hun sammen med makkeren Thomas Lykke at kunne tilføre de designere, som vælger at lade OeO repræsentere sig over for producenterne. - Vi mener at have et unikt mix af kommercielle og kreative kompetencer. Vi går både ind og laver strategier og kontraktforhandlinger, lige som vi giver designerne kreativ sparring, fortæller Thomas Lykke, der selv er uddannet designer og tidligere redaktør på livsstilsmagasinet Wallpaper. Bag MouseHouse Den forretningsmæssige halvdel af duoen, Caroline Søeborg Ohlsen, grundlagde en af Danmarks første internetvirksomheder, MouseHouse, og varetager i dag en række forskellige bestyrelsesposter. Foreløbig har OeO lavet aftaler med fire designere, men langt flere kunne ifølge administrerende direktør i Dansk Design Center, Ulla Hovgaard Ramlau, have brug for en sparringspartner i den nystartede virksomhed. - Det er vildt vigtigt, at vi nu får et mellemled ind, som vi kender det fra andre kreative brancher. Mange designere bryder sig ganske enkelt ikke om den kommercielle del af deres arbejde, så de sidder som en smuk blomst og venter på at blive plukket af en producent. Det er afgørende, at den del bliver professionaliseret, hvis dansk design skal ud over rampen, siger Ulla Hovgaard Ramlau, der bakkes op af formanden for Danske Designere, Lise Vejse Klint: - Erhvervslivet og designerne har længe haft en rigtig dårlig dialog på grund af gensidige fordomme. Vi mener, at de er for stive i det, og de mener, at vi sidder i en boble og tænker kunst. Den diskussion er vi nødt til at lægge bag os, og her kan agenter være den bro, vi har brug for, mener Lise Vejse Klint. Jagt på talent OeOs koncept vækker da også umiddelbar begejstring hos flere producenter bl.a. møbelfabrikken Fritz Hansen, der producerer en lang række af de mest solgte danske møbelklassikere, som Svanen og Ægget. - Det lyder utroligt spændende. En lang række designere ville kunne præsentere sig selv væsentligt bedre, hvis de får hjælp til at forstå den virksomhed, de henvender sig til – hvad vores strategi for produkter er, og hvordan designeren passer ind i den. Det evner de færreste, siger administrerende direktør Jakob Holm. Selv mener han også at kunne få noget ud af agenturer. - Det ville gøre det lettere for os at finde de nye talenter. Så der er ingen tvivl om, at vi ville tage i mod det med kyshånd, hvis OeO påtager sig opgaven med at præsentere dem for os, fastslår Jakob Holm. Hverken Danske Designere eller Dansk Design Center kan for alvor se problemer i brugen af agenter. - Designerne skal selvfølgelig sørge for, at de kan stå inde for det, hvis en agent forsøger at ændre deres formsprog, så det passer til en producent. Men det vil jo også være i agenternes langsigtede interesse, så det bliver næppe noget problem, mener administrerende direktør Ulla Hovgaard Ramlau.