Hestevogn i fuld galop mod VM

Kurt Larsen træner med sine ponyer i baghaven hver eneste dag i håb om at kvalificere sig til VM i ponykørsel

Maria Præst
Kurt Larsen håber på, at han sammen med sine to ponyer kan kvalificere sig til VM i ponykørsel senere på året. Foto: Hans Christian Jacobsen
Hestesport 1. maj 2007 06:00

ASTRUP: To fine sorte vogne fylder garagen på Kurt Larsens landejendom i Astrup. Ved første øjekast ligner de gamle veteranbiler, men motoren mangler. Her skal der nemlig vaskeægte hestekræfter til for at få vognen i fart. Kurt Larsen dyrker nemlig hestevognskørsel på højt plan. Så højt at han i weekenden håber på at kvalificere sig til VM, som i år afholdes i Danmark for første gang. Til udtagelsesstævnet konkurreres i tre discipliner; Dressur, maraton og forhindringsløb. Kurt Larsens skal kæmpe med seks andre vogne om fem pladser. - Vi kører næsten lige op med hinanden, så det kan gå til hver side, det skal være, fortæller han spændt. Træner hver dag Han kom i gang med sporten ved et tilfælde for 12 år siden. Hans nabo kørte altid julemanden rundt i Hjørring i hestevogn den første søndag i advent, og det år spurgte han, om Kurt Larsen ville med. Og så var han solgt. - Det kunne jeg rigtig godt lide. Det var virkelig hyggeligt at sidde i vognen. Han synes stadig, at det er hyggeligt, men med årene er det blevet mere seriøst. Sæsonen med åbne stævner kører fra maj til august, men allerede i januar begynder træningen. Lige så snart han kommer hjem fra sit arbejde ved HF Transport i Hirtshals, bliver hestene gjort klar. - Vi træner en to-tre timer hver dag. Eller næsten hver dag, for hestene skal have en fridag om ugen. For mange er ponykørsel et ukendt begreb, men for familien Larsen fylder sporten meget. Når Kurt Larsen kører stævner er det med sin kone Inge i vognen som passager. - Hun er med som groom, men hun må ingenting sige. Hun skal bare være der som kontravægt, forklarer Kurt Larsen og griner tilfreds. Derudover er familiens 17-årige datter Anne også en ivrig ponykusk, og familien deltager ofte i de samme stævner. Dog kører de ikke mod hinanden, da de stiller op i forskellige klasser. Når de deltager i stævner, skifter Kurt Larsen skjorte og overalls ud med fint tøj, høj hat og handsker. Påklædningen har nemlig også noget at sige i det samlede regnskab. - Vi får point efter om tøjet passer til vognens udseende, forklarer han. Krudt i røven Familien har tidligere boet i Hjørring, men for et års tid siden overtog de landejendommen på Borrisholtvej i Astrup - Nu har vi plads til det hele, siger han glad og peger ud af stuevinduet. Der er en stor dressurbane omkranset af hvide sten, og ved siden af går familiens 15 heste på græsset og nyder solen. To af dem er Kurt Larsens kæledægger. - Jeg kører med to New Forest ponyer, og det er nogen bette hurtige nogen. De har virkelig krudt i røven, fortæller han. - Mit problem er, at jeg ikke har nogen reserveheste. Jeg kan ikke finde nogen, der er lige så dygtige som de to, så hvis der sker det mindste med en af dem til et stævne, er jeg ude. Så galt går det forhåbentlig ikke. De to heste er med deres 14 år på bagen nemlig i deres bedste alder. - Hestene er bedst, når de er fra 12-16 år, men de sagtens holde, indtil de er 20 år. Det er jo det her, som de er skabt til. De bruger kun deres trækevne og har ingen belastning på skuldre og ryg, forklarer han. På fredag skal ponyerne og Kurt Larsen vise deres værd på Dorthealyst i Holbæk, og forhåbentlig får de hevet en VM-deltagelse hjem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...