Heunicke kalder blåt nej til aftale om restriktioner rystende

Sundhedsministeren er rystet over, at de blå partier ikke vil indgå aftale om forlængede restriktioner.

Blå partier har ikke kunnet få deres krav igennem, og derfor vil de ikke indgå aftale om forlængede restriktioner. Men der er ikke brug for politisk diskussion af de sundhedsfaglige anbefalinger, mener sundhedsminister Magnus Heunicke (S). (Arkivfoto)

Blå partier har ikke kunnet få deres krav igennem, og derfor vil de ikke indgå aftale om forlængede restriktioner. Men der er ikke brug for politisk diskussion af de sundhedsfaglige anbefalinger, mener sundhedsminister Magnus Heunicke (S). (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Der bliver ikke nogen bred politisk aftale om en forlængelse af de coronarestriktioner, som udløber på søndag. Det står klart, efter at regeringen og de blå partier torsdag opgav at nå til enighed.

Det huer ikke sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

- Jeg finder det rystende. De lande, hvor der er en sådan politisk diskussion om de sundhedsfaglige anbefalinger, klarer sig dårligst i den her pandemi, og det har vi ikke brug for i Danmark.

De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, siger til Ritzau, at det aldrig nåede til egentlige forhandlinger. Det skyldes ifølge Per Larsen, at de blå partier havde fremsat en række krav for at være med i en aftale, som regeringen ikke ville gå med til.

Blandt andet ville Venstre og De Konservative have et såkaldt second opinion-panel bestående af danske og udenlandske eksperter, som skal udfordre myndighedernes anbefalinger.

Men det er ifølge Magnus Heunicke "en farlig tilgang at så tvivl om sundhedsmyndighederne".

- Når jeg må konstatere, at der ikke er mulighed for at lave en aftale, så lover det ikke godt for Danmarks epidemikontrol.

- Selvfølgelig skal der være politisk diskussion, men det her er noget andet. Det her er sundhedsmyndighedernes klare indstillinger, og dem reagerer vi på, siger han.

Desuden så Venstre gerne ifølge partiets sundhedsordfører, Martin Geertsen, at regeringen én gang om ugen stillede op på et pressemøde og redegjorde for, om restriktionerne virker.

Det krav kalder Magnus Heunicke bizart.

- Vi har nok holdt otte eller ni pressemøder alene i november, og alle journalister kan komme og spørge om alt.

- Jeg tror, at befolkningen har brug for, at når der er pressemøde, så er der reelt nyt fra myndigheder eller regering om epidemiens udvikling, siger han.

På søndag udløber blandt andet forsamlingsloftet på maksimalt 10 personer.

Ifølge det udkast til en aftale, som partierne nåede at se, har regeringen lagt op til at forlænge restriktioner til den 13. december.

Magnus Heunicke vil fredag melde ud, hvilke restriktioner der vil gælde efter søndag, lyder det.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.