Coronavirus

Heunicke: SSI fastholder, at alle er vaccineret i september

Regeringen har ikke kunnet regne på, hvad det koster samfundet, at Sundhedsstyrelsen droppede vacciner.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ankommer til åbent samråd om vaccinationsprogrammet og coronarelaterede udgifter på Christiansborg.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ankommer til åbent samråd om vaccinationsprogrammet og coronarelaterede udgifter på Christiansborg.

KØBENHAVN:Alle danskere vil være færdigvaccineret 27. juni. Sådan lød det fra Sundhedsstyrelsen i januar.

Siden da er vaccinationskalenderen dog blevet forsinket flere gange, så forventningen nu er færdigvaccination i september.

Og denne gang kommer forventningen til at holde. Det har Statens Serum Institut i hvert fald oplyst til sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

På et samråd i Folketingets Epidemiudvalg onsdag siger Magnus Heunicke, at han også har hæftet sig ved en vurdering fra det britiske analyseselskab Airfinity.

Analyseselskabet vurderer, at den sidste dansker først vil være færdigvaccineret i november. Men den vurdering er for negativ, har SSI oplyst til sundhedsministeren forud for samrådet:

- SSI har kontakt til vaccineleverandørerne, og de kan ikke genkende, at danskerne først er færdigvaccineret i november.

- Alene med de forventede leverancer fra Pfizer vil det ifølge SSI være muligt at færdigvaccinere alle, der ønsker det, inden udgangen af september måned. Dertil kommer vaccinen fra Moderna og forhåbentligt senere CureVac, som ikke er i programmet i dag, siger Magnus Heunicke.

Han var onsdag kaldt i samråd for at oplyse, hvad det koster samfundet, at Sundhedsstyrelsen valgte at droppe vaccinerne fra Johnson & Johnson samt AstraZeneca.

Den beslutning har ifølge sundhedsmyndighederne forsinket vaccinationsprogrammet. Kalenderen blev forsinket med fire uger som følge af, at sundhedsmyndighederne droppede vaccinen fra Johnson & Johnson.

Vurderingen er, at beslutningen om at droppe vaccinen fra AstraZeneca forsinkede vaccinationskalenderen med to uger.

Det har formentlig kostet de danske virksomheder og skatteborgere et milliardbeløb, mener Rasmus Jarlov (K), der havde indkaldt samrådet.

- I vinter forlød alle var vaccineret i juni. Nu hedder det i september. Det betyder mindst tre måneder eller mere med restriktioner.

- På grund af forsinkelserne i vaccinationsprogrammet går turistindustrien glip af endnu en højsæson. Samtidig koster det to milliarder kroner om måneden at teste danskerne, siger Rasmus Jarlov.

Han havde også bedt sundhedsministeren oplyse, hvad beslutningen om at droppe de to vacciner koster i menneskeliv.

- Folk dør stadig med covid-19. Det er ikke mange, men hver uge er der registreret dødsfald med covid-19, siger Rasmus Jarlov.

Han fik dog ikke svar på nogen af spørgsmålene fra sundhedsministeren på samrådet.

Ifølge Magnus Heunicke er det ikke muligt at regne på, hvad forsinkelsen af vaccinationskalenderen koster samfundet.

Det skyldes blandt andet, at restriktionerne løbende lempes, og at færre testes i takt med udrulningen af vaccinerne, siger Magnus Heunicke.

- Usikkerheden gør det vanskeligt at foretage en samfundsøkonomisk vurdering, siger Magnus Heunicke, der heller ikke oplyste, hvor mange der dør med corona som følge af beslutningen.

Rasmus Jarlov mener, at regeringen bør lave beregningerne, så økonomien kan inddrages i beslutningerne fremover.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.