Hev 100.000 kroner ud af ketchup-flasken
Familien Christensen fra Frederikshavn har vundet rejsegavekort
FREDERIKSHAVN: 100.000 kroner til at rejse for. Det er den dejlige præmie, som familie Christensen fra Frederikshavn har fået ud af en flaske ketchup fra Beauvais.
Præmien blev tirsdag eftermiddag overrakt hos SuperBest på H. C. Ørsteds Vej i Frederikshavn.
- Det hele startede en søndag aften, hvor vi sad ved spisebordet, fortæller Vivi Christensen.
- Min mand (John Christensen, red.) så, at der var en konkurrence bagpå ketchup-flasken, og den besluttede vi, at vi ligeså godt kunne deltage i. Normalt deltager vi ellers ikke i sådan noget, vi spiller kun lidt Lotto.
En speciel eksamen
Tre-fire uger gik uden, at der skete noget - men så en mandag morgen tog begivenhederne fart.
John Christensen, der er lærer på Frydenstrandskolen, sad midt i en mundtlig historie-eksamen med 9.a, da telefonen ringede.
- I første omgang afviste jeg opkaldet, men så kunne jeg se, at det var fra Orkla Foods (firmaet bag Beauvais, red.),
Et opkald resulterede kort efter i beskeden om, at han havde vundet et rejsegavekort på 100.000 kroner til Risskov Travel.
- Jeg troede faktisk stadigvæk ikke helt på det, fortæller John Christensen og siger med et smil:
- Men jeg var da vist nok lidt ekstra god med karakterne resten af dagen.
Destination endnu ukendt
En skriftlig henvendelse fra Orkla Foods fjernede dog den sidste tvivl, og nu er spørgsmålet så blot, hvor familien skal hen.
- Jeg kunne godt finde på at købe fem lakseture til Canada, for jeg er vild med at fiske - og så kunne resten af familien komme i Fårup Sommerland, siger John Christensen drillende - inden Vivi Christensen bryder ind.
- Vi har snakket om en safaritur til Afrika eller en rejse til New Zealand eller USA. Men det kan også blive ét af de otte andre steder, som vi har skrevet op på en liste.
Uanset hvor familien Christensen - der også omfatter børnene Caroline og Magnus - rejser hen, så skulle finansieringen dog nu være på plads.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.