HFere dystede på venskabelig vis

RANUM:Omkring 100 HFere og lærere fra HF i Ranum dystede i går i Ranum Hallen og på stadion, da der var idrætsdag for hele skolen. Lige fra morgenstunden blev der gået til makronerne med fodboldkampe på stadion og volleyball i hallen. Efterfølgende var der indbudt til hyttetur for alle førsteårs-kursister. Idrætsdagen er efterhånden gået hen og er blevet en tradition. Der konkurreres først i henholdsvis fodbold og volley, hvor de over 100 kursister samt lærere er delt ind i hold på tværs af klasser. - Det drejer sig selvfølgelig om at mødes på en anden måde. At have det sjovt sammen, men også at mærke adrenalinen i kroppen i bestræbelserne på at vinde mesterskabstrøjerne, siger Morten Severin, der er lærer på HF i Ranum. Dyst om vandrepokal Over middag var der klasse-turnering i floorball - også med deltagelse af et lærerhold. Der blev spillet om skolens vandrepokal, og det store spørgsmål var om fodboldklassen (2f) også skulle have lov til at prydde deres stamlokale med pokalen i det nuværende skoleår. Og det skal 2. f ikke, for holdet blev slået ud af turneringen tidligt, og istedet er det nu 1. p, der har pokalen stående det næste år. - Idrætsdagen kan - udover at være en aktivitetsskabende og hyggelig dag - ses som startskudet til store idrætsudfordringer for HF i Ranum. Skolen har både drenge- og pige-hold med i såvel gymnasieskolernes fodbold- som håndbold-turneringer, og allerede på næste onsdag skal drengene spille en træningskamp i fodbold mod HTX i Aars. Efter idrætsdagen blev der afsluttet med præmieoverrækkelse. Herefter blev alle førsteårs-kursisterne transporteret til Over Koen ved Hvalpsund, som er base for deres intro-hyttetur. - Her vil der også foregå adskillige aktiviteter, om end turen først og fremmest har et socialt sigte, siger Morten Severin. Hytteturen afsluttes i dag.